Hvis du vil gå til svømning i Skanderborg Kommune, så er der reelt kun ét enkelt sted at gøre dette lige nu. Det kæmper flere foreninger i kommunen for at få ændret, så børnene igen kan gå til svømning i deres fritid.
“Vi mangler virkelig et sted, hvor man kan gå til svømning,” fortæller Birgitte Majgaard, som er formand for foreningen Klank Svømmehal.
I foreningen kæmper 350 på at få gennemført drømmen om en svømmehal. Birgitte Majgaard flyttede til Galten, da hun var blot fem år gammel i 1979. Allerede dengang snakkede man om, at der skulle komme en svømmehal.
“Det et bare aldrig sket. Og byen er blevet større og større og behovet er blevet større. Og vi har stadig ikke nogen svømmehal,” fortæller Birgitte Majgaard, som også bliver en del af det kommende byråd for de Konservative.
En udfordring som rammer flere
Det er dog ikke kun i Galten, at man har udfordringer med en manglende svømmehal. Også i Ry har de lokale kæmpet i rigtig mange år for netop det samme. I Ry er det drømmen, at man kan lave en bæredygtig svømmehal - også økonomisk. Desværre har man endnu ikke haft held med drømmen.
Mange håber dog, at det nye byråd vil kigge på etableringen af flere svømmehaller, da der er stor efterspørgsel efter svømmehold og undervisning.
Et reelt underskud
Flere borger, især i Skanderborg Kommunes opland, oplever, at der er et reelt underskud af svømmehaller i Skanderborg Kommune, hvis man sammenligner med landsgennemsnittet og de omkringliggende kommuner. I dag bor der ca. 62.000 i Skanderborg Kommune, som skal deles om den ene svømmehal i Højvangen - hvis man kun medtager svømmehaller med minimum 25 meter bassin.
“Der er for lidt svømmevand, når man måler i forhold til andre. Vi synes, det kunne være spændende med en idrætsfacilitet, som er en svømmehal i Skanderborg Kommune,” fortæller formand for DGI Østjylland, Torben Märcher.
Ifølge Torben Märcher så er det godt med en grundig og til tider langsommelig proces, når det skal undersøges, om der skal være en svømmehal. Det kan nemlig godt blive en dyr fornøjelse, hvis man regner forkert eller rammer en forkert placering.
“Når vi taler om så store projekter, så er mit gæt, at man kigger ind i en 10-årig periode,” fortæller Torben Märcher
Derfor er det også vigtigt, at de lokale ildsjæle er vedholdende og bliver ved med at vise deres engagement.
En dyr, men fornuftig investering
En svømmehal er dyr at etablere og dyr i drift efterfølgende. I Galten-Skovby har man anslået, at en fungerende svømmehal vil koste op mod 100 millioner kroner samt fem millioner i drift årligt.
“Det er klart, det kan vi ikke selv, så kommunen skal også ind over. Vi vil også gerne have fonde med, men de vil kun, hvis kommunen vil,” fortæller Birgitte Majgaard.
Desværre, så har der indtil videre ikke været meget hjælp fra kommunen, fortæller hun.
“Det har været meget op ad bakke at få hjælp derfra. Vi har meget en fornemmelse af, at der virkelig skal være nogle ildsjæle, som bliver ved og bliver ved, før vi bliver hørt og man erkender, at det hele ikke behøver være i Skanderborg,” fortæller Birgitte Majgaard. Heldigvis, så kæmper de lokale videre, og håber, at 2022 bliver året, hvor planlægningen af en ny svømmehal eller to kan gå i gang.