Byrådet har vedtaget en klimaplan for Skanderborg Kommune, hvor en lang række konkrete tiltag skal være med til at gøre kommunen CO2-neutral og klimarobust i 2050.
Nu skal der for alvor turbo på den lokale klimaindsats. Klimaplanen ”Fælles om et klima i balance – Klimaplan for Skanderborg Kommune 2023-2050” blev onsdag aften vedtaget af et flertal i byrådet.
Klimaindsatsen er et fælles ansvar og samarbejde er afgørende for, at vi når i mål. Derfor er planen, og de 68 konkrete klimatiltag udviklet sammen med enkelte borgere, virksomheder og lokalsamfund.
"Klimaplanen er et rigtig godt fundament for den kommende klimaindsats de næste mange år. Nu har vi en fælles køreplan, så vi for alvor kan tage fat på den grønne omstilling. Rigtig mange steder er man godt i gang; virksomheder har sat deres egne ambitiøse målsætninger, og lokalsamfund har taget selvstændige initiativer. Det skal vi bruge til at inspirere hinanden og skubbe yderligere på den grønne omstilling," siger borgmester Frands Fischer.
Skanderborg Kommune er blandt andet i gang med skifte til elbiler, omstille offentlige køkkener til at være grønnere og mere bæredygtige, og ved at etablere 74 nye offentlige ladestandere i hele kommunen. Sammen med landbruget arbejder kommunen for en mere klimavenlig fødevareproduktion. Og man bakker op om, at lokalsamfund kan skifte naturgasfyr ud med mere miljøvenlig fjernvarme.
Den enkelte kan gøre en forskel
Med klimaplanen er der også lagt op til, at borgere får redskaber til at få et overblik over deres klimaaftryk fra fødevarer, elektronik, beklædning og transport. Med et konkret overblik, kan den enkelte borger bedre ændre vaner, hvor det batter mest på den grønne skala.
"Klimaaftrykket i Skanderborg er langt større end blot den udledning, der sker inden for kommunegrænsen. Derfor har den nye klimaplan også forbrug og ressourcer i fokus. Det arbejder vi blandt andet med ved at sende en Klimakaravane ud, der skal give opskrifter til borgere, foreninger og landsbyfællesskaber på klimavenlige vanebrud. Karavanen har været en stor succes, og den kommer på turné rundt til interesserede landsbyer her til efteråret," siger formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget, Claus Leick.
Skanderborg er en del af verdenspræmiere
Klimaplanen er udviklet i samarbejde med Danmarks grønne tænketank, Concito og godkendt af det internationale bynetværk C40.
"Danmark er det første land i verden, hvor alle kommuner har vedtaget, eller arbejder mod at vedtage, klimahandlingsplaner der flugter med Parisaftalen. Så når næsten alle kommuner her til sommer er i mål, er det intet mindre end en verdenspremiere! Klimaplanerne skal nu føres ud i livet, og Concito ser frem til at fortsætte det tætte samarbejde med kommunerne i ”Klimaalliancen”, hvor vi i fællesskab skal arbejde med at få omsat planer til handling," siger Christian Ibsen, direktør i Danmarks grønne tænketank Concito.
Fakta om DK2020:
- Gennem DK2020 har 97 danske kommuner forpligtet sig på at udvikle klimahandlingsplaner, der lever op til Parisaftalens målsætninger.
- Kommunerne skal arbejde med den samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af nogle af verdens største og mest klimaambitiøse byer i det internationale bynetværk C40. Med DK2020 er det første gang, at C40’s internationale standard ’The Climate Action Planning Framework’ (CAPF) bliver brugt af og videreudviklet til brug i mindre byer og kommuner. Dermed er DK2020-kommunerne med til at skrive historie i kampen mod klimaforandringerne.
- DK2020-arbejdet er forankret på det højeste politiske niveau i kommunerne. Når kommunerne ansøger om at deltage, underskriver borgmester og byråd et brev, der forpligter kommunen til at udvikle og understøtte politisk behandling af en klimahandlingsplan, der lever op til Parisaftalens målsætninger.
- Målsætningerne gælder både reduktion af drivhusgasudledninger og tilpasning til klimaforandringerne. Kommunen forpligtiger sig herunder til at tage de nødvendige skridt for at blive klimaneutral og modstandsdygtig senest i 2050.