Ny motortrafikvej skaber uro i Skanderborg

Profilbillede
dato

Borgerne i den nordlige del af Skanderborg Kommune mødtes i torsdags til en fredelig demonstration med kaffe og kage, hvor flere vigtige samtaler blev taget.

Torsdag aften kunne man opleve en voldsom trafik af både fodgængere, cykler og biler på den smalle Skyttehusvej ved Skivholme i den nordlige del af Skanderborg Kommune. FDF’s samlested Skovhuset blev for en aften samlingspunkter for en vigtig samtale.

"Vi har også opfordret til at komme til fods eller på cykel," fortæller Else Thomsen, en af arrangørerne fra Landsbyrådet Herskind, Skivholme og Herskind Hede.

Mere end 100 personer fandt vej ud til Skovhuset i Skivholme Skov nær Lading Sø for at markere deres engagement i sagen om en motortrafikvej og dens linjeføring.

Opråb til Christiansborg

Meningen med borgermødet - som i disse restriktionstider skal kaldes en demonstration - var at sende et signal til politikerne på Christiansborg. Borgerne ønsker at finde en alternativ løsning på den nye motortrafikvej A26, som på nuværende tidspunkt er planlagt til at ligge gennem en naturskøn og kulturbevaringsværdig del af Skanderborg Kommune.

Overholdelse af alle restriktionerne

Mødet krævede stor planlægning for at overholde de nuværende coronarestriktioner. Plænen foran Skovhuset var derfor fyldt med pæle: "Ja, vi kalder dem coronapæle, for her skal folk stå i sikker afstand til hinanden," lyder det fra et andet bestyrelsesmedlem, Tina Thybo Sørensen.

Flere af Skanderborg Kommunes byrådspolitikere var mødt op til aftenens demonstration, herunder borgmesteren Frands Fischer.

Tilslutningen til mødet har været overraskende stor. Man har sat 220 pæle op på græsplanen, og da mødet begyndte, var 180 af dem besat.

Politiet kiggede forbi

I udkanten af plænen kunne man spotte at par betjente fra Sydøstjyllands Politi. De var udelukkende til stede for at sikre, at alt gik roligt for sig, og at alle restriktioner blev overholdt.

"Det er ikke så tit, at vi er til demonstration, hvor der bliver serveret kaffe og kage," griner den ene betjent, da han bliver tilbudt lidt varmt fra FDF-hytten, hvor Søren Wolsgård stod for udskænkningen.

Opbakning på plads

Det er skønt at se de mange engegerede borgere, som er dukket op på den smukke aprilaften, fortæller Else Thomsen.

“Det store fremmøde viser jo, at der er opbakning i vores lokalområde. Det er en sag, som folk brænder for. De brænder for at bevare den flotte natur, vi har, og ikke en motortrafikvej, som kan ødelægge den."

Som så mange andre, så ønsker Else Thomsen, at det omstridte vejanlæg, som blev besluttet helt tilbage i 2014, bliver placeret på den nordlige side af Lading Sø.

"Derovre er det agerjorde, og ifølge de gamle VVM-rapporter (som netop anbefalede den nordlige løsning, red.) så ville det være muligt dels at skærme visuelt for vejens voldsomme størrelse, dels at støjskærme."

Et område med rig natur

På nuværende tidspunkt, lægger planen op til en sydlig linjeføring, som betyder, at motortrafikvejen skal gå gennem en ådal og op mod Skivholme Skov. Dette vil kræve en 250 meter lang og 17 meter høj bro lige i nærheden af et fredet gravområde ved Borum-Eshøj.

"I VVM-rapporten står der, at den bro vil komme til at skærme for indtrykket af gravhøjene. Men kigger vi på den nordlige vej, så ligger der nu – efter VVM-rapporten udkom i 2014 – et biogasanlæg, et savværk, et gartneri og en skrothandler."

Området er kendt for sin natur og folket omkring ønsker ikke, at det bliver overfyldt med biler og larmende trafik, som kan ødelægge dyreliv.

"Vi vil helst have, at folk kommer herud i andet end deres biler. Fredningen af Lading Sø handler om stilheden i området, og den vil forventeligt blive ødelagt af en motortrafikvej på denne side," siger Else Thomsen.

Solen er langsomt ved at forsvinde bag træerne i Skivholme Skoven, mens fuglene kvidrer om kap med lyden i højtalerne. Folk er så småt ved at finde vejen hjemad eller ned til deres biler, som er blev henvist til at parkere flere hundrede meter væk. Stilheden herude skal tages helt seriøst - og den skal respekteres.

Kilde: Redaktion