I Skanderborg har syv af kommunens skoler nu taget hul på et intensivt læringsforløb skræddersyet til ordblinde børn og unge. Her har man ikke kun fokus på læse-teknikker og diverse teknologiske hjælpemidler. Man har i stedet også ladet initiativet handle om, hvordan man kan styrke de unges selvtillid. Målet med læringsforløbet er, at man forhåbentlig kan få flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Det specialudviklede læringsforløb går under navnet Ordekspressen og bliver netop nu rullet ud på syv skoler i Skanderborg Kommune.
Initiativet er blot ét af de led, der indgår i en styrket indsats for at hjælpe børn med ordblindhed. Sidste år besluttede man i byrådet at sætte ekstra penge af til området, så der bl.a. kunne blive ansat en ordblindekonsulent,
“Der er i forvejen mange gode tiltag for ordblinde rundt omkring på skolerne, men vi har besluttet at intensivere indsatsen, fordi det kan have store menneskelige og økonomiske konsekvenser, hvis ikke børn med ordblindhed bliver hjulpet på en god måde i folkeskolen. Vores mål er at skabe lige muligheder i skolen, så flere unge får muligheden for at gennemføre en ungdomsuddannelse,” siger formanden for Undervisnings- og Børneudvalget, Trine Frengler
Vi skal styrke den enkelte elev
Ordekspressen er altså et specialudviklet forløb, som er målrettet eleverne i 6.-8. klasse. I år kommer det 3 uger lange intensive kursus i Skanderborg Kommune til at omfatte ca. 100 elever fordelt på syv skoler. Man vil primært lade undervisningen foregå på den enkelte skole, men undervejs vil der blive afholdt campdage på Ungdomsskolen for eleverne i målgruppen.
Det særlige ved dette forløb - som man ikke tidligere har set - er, at det ikke kun handler om elevens læseteknik og specifikke tekniske hjælpemidler.
“Vi har også fokus på at styrke elevernes selvtillid og motivation i forhold til at bruge de teknologiske hjælpemidler, de har til rådighed. Nogle elever undlader at bruge dem, fordi de ikke vil skille sig ud. Nogle elever har oplevet, at deres klassekammerater siger, at det er ”snyd”, at de må bruge hjælpemidler til at læse eller skrive. Men det er selvfølgelig forkert. Det er jo heller ikke snyd, at en person med nedsat syn bruger briller for at læse. En del af indsatsen handler derfor også om at få nedbrudt myter og fordomme,” siger ordblindekonsulent Inge Buchardt.
En ordblindevenlig kommune
Man kørte Ordekspressen som et pilotprojekt på Højboskolen i Hørning i skoleåret 2020-2021. Den gang blev initiativet iværksat af Skanderborg Kommune i samarbejde med Ungdomsskolen og Egmondfonden. Man oplevelse rigtig gode resultater fra pilotprojektet.
I år deltager Herskind skole som én af de syv skoler, der deltager i alt. Her har man allerede gennemført de første par undervisningsdage - og det ser allerede lovende ud ifølge dansklærer på Herskind Skole Jørgen Silberbauer.
“Jeg er glad for, at vi som skole kan bidrage til et intensivt fagligt løft af vores ordblinde elever. Udover det faglige løft arbejder vi også med at booste elevernes selvbillede og øge accepten af deres ordblindhed. Eleverne får desuden mulighed for at spejle sig i hinanden, og de knytter nye venskaber på tværs af årgange. Ordekspressens intense fokus på social og faglig udvikling giver et godt fundament for det videre arbejde i skolen, og i kombination med arbejdet omkring digitale hjælpemidler kan det blive en game-changer for de deltagende elever og deres forældre,” siger Jørgen Silberbauer.
I Skanderborg Kommune har man udover Ordekspressen iværksat en række andre tiltag, så man engang i fremtiden kan blive en mere ordblindevenlig kommune. Man har bl.a. ordblinde-oplæg for skolernes personale afholdt af Inge Buchardt. Derudover arbejder man på i fremtiden at etablere et forældrenetværk samtidig med, at der skal arrangeres åbne ordblindekurser - dette vil man gøre i samarbejde med kommunens biblioteker.
Fakta
- Ordblindhed (dysleksi) defineres som markante vanskeligheder ved at lære at læse og skrive, som beror på langsom og upræcis omsætning af bogstaver til sproglyde. Ordblinde har særlig svært ved ord, som de ikke har set før. Læse- og stavefejlene er ofte i modstrid med almindelige forbindelser mellem bogstav og lyd, fx ”kulde” læst som ”kunne” og ”dig” skrevet som ”din”.
- Ordblinde klarer sig dårligere i uddannelsessystemet end andre unge. Færre gennemfører den ungdomsuddannelse, de starter på, og færre påbegynder og fuldfører en videregående uddannelse. Tal fra Egmont-rapporten viser f.eks, at kun 69 procent af de ordblinde i årgang ’92 har afsluttet en ungdomsuddannelse. Blandt deres jævnaldrende er andelen 81 pct., og det politiske mål er, at 90 pct. af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
- Uge 40 er international ordblindeuge. Torsdag den 7. oktober holder ordblindekonsulent Inge Burchardt oplæg på Ry Bibliotek (kl. 16.30-18.00) og Hørning Bibliotek (kl. 19.00-20.30). Med sig har hun elever fra ordblindeefterskolen Kragelund Efterskole, som hun kalder de sande eksperter. Eleverne vil dele en række gode fif til nyttige læse- og skriveprogrammer.
- I ordblindeugen er der samtidig fokus på at man sagtens kan gå i biografen som ordblind – også til udenlandske film. Alle kommunens biografer har installeret programmet ”SubReader” der læser underteksterne op på ens mobiltelefon.