Som de første i Skanderborg Kommune har otte peer-studerende netop færdiggjort den 26 ugers uddannelse, og står nu klar til at hjælpe og støtte psykisk sårbare.
De otte dimittender er de første til at gennemføre PEER-uddannelsen i Skanderborg Kommune.
PEER-medarbejdere bliver i stigende grad efterspurgt på landsplan og flere af de nye dimittender har allerede fået job som peer-medarbejdere – og det endda inden de blev færdiguddannet.
"Ved at ansætte en uddannet PEER får du en medarbejder med et særligt kendskab til psykisk sygdom. Med andre ord – vi er i Skanderborg med til at uddanne fremtidens nye bidrag til kvalificerede medarbejdere i både offentlige og private virksomheder," forklarer Charlotte Birkmose, afdelingsleder for Socialpsykiatri og Beskæftigelse.
PEER-uddannelsen er et kompetenceudviklende uddannelsesforløb for mennesker, der har egne levede erfaringer med psykisk sygdom – og som gerne vil lære at omsætte disse til at yde støtte til andre.
Peer-begrebet stammer fra England og betyder ligemand/ligestillet. En PEER-medarbejder er således uddannet til at yde ligestillet støtte til mennesker med psykisk sygdom, der står foran en recovery-proces.