34-årig mand anholdt efter større koordineret politiaktion

Profilbillede
dato

Tirsdag morgen modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 80-årig mand var blevet overfaldet ved Augustenborggade i Aarhus C. En ukendt gerningsmand havde overfaldet den 80-årige med slag, inden han havde truet ham til at udlevere sit køretøj. Tirsdag eftermiddag foretog politiet anholdelse af en 34-årig mistænkt mand på en adresse i Skanderborg.

Østjyllands Politi modtog tirsdag morgen kl. 06.16 en anmeldelse om, at en 80-årig mand var blevet overfaldet og frarøvet sit køretøj.

Overfaldet havde fundet sted nogle minutter forinden i nærheden af Augustenborggade i Aarhus C. Østjyllands Politi fik hurtigt efterfølgende identificeret en 34-årig mand, som politiet mistænkte kunne være den pågældende gerningsmand til det voldelige overfald.

Den stjålne bil blev senere udfundet af politiet ved en adresse på Vroldvej i Skanderborg. Da den 34-årige mand var blevet set forlade røveriet i Aarhus C med en pistollignende genstand, tog politiet ingen chancer i forbindelse med selve den efterfølgende anholdelsesaktion af den 34-årige, som muligvis kunne være i besiddelse af et skydevåben.

 

Større koordineret anholdelsesaktion

Flere patruljer blev derfor sendt til adressen i Skanderborg, hvor politiet omringede det pågældende hus, hvori den formodede mistænkte gerningsmand højst sandsynligt befandt sig. Den pågældende person blev tirsdag eftermiddag anholdt uden for huset uden større dramatik. Anholdelsen fandt sted kl. 13.28.

”Efter at have modtaget anmeldelsen her til morgen, iværksatte vi en intenssiv efterforskning. Indsatsen førte hurtigt til, at vi fik mistanke til den 34-årige, som vi efterfølgende kunne anholde uden dramatik på en adresse i Skanderborg. Vi har ingen indikationer på, at der skulle være nogen medgerningsmænd til røveriet,” siger Thomas Schouby Hansen, vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi.

Den 34-årige mand vil forventeligt blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus i løbet af onsdag formiddag. Af hensyn til sagens efterforskning har politiet pt. ikke yderligere kommentarer til sagen.

 
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi