Har du mod på at give en 6-årig pige en til en voksenkontakt, støtte og glædesfulde stunder i 14 timer om ugen? Så er du måske vores nye timeafløser?
Det er både givende og krævende at være timeafløser. Det kræver tålmodighed, rummelighed og overskud samtidig med, at du får meget igen og oplever glæden ved at få en stor betydning i et barns liv. Har du tiden og lysten til at påtage dig denne opgave? Så læs nærmere her!
Om stillingen
Formålet med afløsningen er at give både pigen og hendes familie afløsning i hverdage og weekender efter aftale med familien. Afløsningens omfang er i gennemsnit 14 timer pr. uge, men kan fordeles over flere uger. Din primære opgave vil være at give en til en kontakt til pigen og derigennem øve hende i at indgå i en tryg og meningsfuld relation. Det sker gennem leg og andre glædesfulde aktiviteter.
Pigen har infantil autisme. Hun er aldersvarende motorisk og kognitivt, men bagud i sin sociale og følelsesmæssige udvikling. Det vil vægte højt, at man har erfaring med autisme (eller er interesseret og villig til at lære om autisme), da der må forventes et grundigt relationsarbejde for at gøre pigen tryg ved pasning.
Pigen har behov for tydelig og genkendelig struktur og forberedelse, da hun finder tryghed ved at vide på forhånd, hvad der skal ske. Af samme årsag vægtes det, at du er mødestabil.
Når pigen er tryg, er hun en glad pige med fuld fart på. Hun elsker dyr, dans, Harry Potter og pokemon, og hun vil meget gerne lege både ude og inde samt lave krea. Det er vigtigt, at du tør finde dit indre legebarn frem og indgå som en aktiv del af legen.
Familien bor i en mindre by udenfor Aarhus, hvor der er gode forbindelser med offentlig transport fra både Aarhus og Skanderborg. Afløsningen vil i udgangspunkt finde sted i hjemmet. Bemærk at familien har en lille, allergivenlig hund.
Om dig
Måske er du studerende? Måske er du i flexjob? Måske er du gået på efterløn eller pension, og har tid i overskud? Din alder og baggrund er ikke vigtig. Det vigtigste er, at du hviler i dig selv og er autentisk i relationen til pigen, da pigen nemt bliver ængstelig.
Derudover forventer vi, at du
- Er stabil, har tålmodighed og forståelse for pigens behov/udfordringer
- Hviler i dig selv og tør blive i samværet – også når det er svært
- Har erfaring fra lignende jobs eller anden relevant erfaring
- Er initiativ- og iderig ift. at dyrke pigens interesser
Ansøgningsfrist
30. september 2026.
Ansættelse
Stillingen ønskes besat hurtigst mulig.
Opgaven aflønnes af Skanderborg Kommune, og de primære arbejdsgivere vil være familien selv. Der vil blive indhentet en børne-og straffeattest forud for ansættelse.
- Lønnen reguleres i henhold til gældende takster udmeldt af kommunernes Landsforening
- Lønnen udbetales med timeløn månedsvis bagud
- Der ydes fra Skanderborg Kommunes side ikke refusion af eventuelle valgte udgifter forbundet med afløsningen, disse afholdes i så fald af forældrene
- Opstår der behov for ændring af arbejdstid, skal dette søges særskilt af forældrene ved henvendelse til Skanderborg Kommunes Specialrådgivning
- I det omfang bevilget tid øges, nedsættes eller bortfalder, er du forpligtet til at acceptere ændringer i den aftalte arbejdstid uden yderligere varsel
- Afløser er omfattet af Sygedagpengelovens regler om dagpenge under sygdom og barsel
Yderligere information
Ønsker du at vide mere om jobbet som timeafløser kan du henvende dig digitalt via borger.dk, att. Malene Skarby, som vil sørge for at videreformidle din henvendelse til barnets forældre.
Om Fagsekretariatet Børn og Unge
I Fagsekretariatet Børn & Unge arbejder vi med børn, unge og familier. Vi dækker således hele området for 0-18 år – lige fra de almene områder med sundhedspleje, dagtilbud, skoler, SFO/Klubber til specialområdet med PPR og socialområdet med SSP og børnesocialrådgivningen. Vores opgave i Børn og Unge er at understøtte den enkelte families bestræbelse på at skabe det gode børneliv, hvor børn og unge trives og udvikles i trygge rammer. Dette sker alt sammen under den politiske vision, at alle børn har ret til et godt børneliv med en oplevelse af glæde, tryghed, engagement, begejstring og robusthed i forhold til livets udfordringer.
I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Skanderborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Specialrådgivningen, Skanderborg Fælled, 8660 Skanderborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 20-09-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/b30114a5-7598-4878-b278-68f28b8c745c