Bliv vores nye inklusionsvejleder på Niels Ebbesen Skolen og styrk børns trivsel gennem inkluderende læringsmiljøer

dato

Niels Ebbesen Skolen er en stor, skøn og levende skole med 730 elever, hvor børns forskellighed ses som en styrke, og hvor læringsmiljøet står centralt i udviklingen af et barns grundlæggende dannelse, nysgerrighed og værdier. Skolens forældre er engagerede og involverer sig gerne i diverse udvalgsarbejder, og sammen med skolens dygtige og dedikerede medarbejdere og de skønne børn, er her ganske enkelt en skole, der er lige til at knus-elske.

Er du vores nye inklusionsvejleder, som ønsker at træde ind i dette stærke arbejdsfællesskab?
Vi søger en engageret og kompetent inklusionsvejleder til at understøtte almenområdet i at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn. Du vil få en central rolle i at støtte lærere og pædagoger i at skabe inkluderende læringsmiljøer, hvor alle børn kan trives og udvikle sig, så eleverne både oplever tilhørsforhold og får den faglige og sociale støtte, de har brug for.

Sammen med inklusionsteamet og de pædagogiske ledere skal du gå forrest i at skabe inkluderende miljøer gennem co-teaching, specialpædagogisk vejledning og inspirere til brug af ”Skole for Alle”. Læs mere her: 'Skole for alle hæfter'. Der skal skabes flere fleksible læringsmiljøer, så eleverne får større mulighed for at lege, lære og lykkes på mange forskellige måder og opleve succes både individuelt og i fællesskab.
Som vejleder får du ansvar for og indflydelse på din egen funktion samt et forum til at træne og tale om vejledning med andre vejledere og ledelse.

Dine opgaver vil inkludere

  • At guide og vejlede lærere og pædagoger til at se og reflektere over egen praksis.
  • At være en del af et vejlederfællesskab under opbygning – med både rutinerede og nye kræfter.
  • At samarbejde tæt med de pædagogiske ledere og konsulenter.
  • At lave observationer af læringsmiljøer og bruge det læringsorienteret i sparring med lærere og pædagoger
  • Deltage i læringsmiljøerne sammen med lærere og pædagoger
  • Være en del af praksis ved særlige indsatser på elever/grupper i perioder

Vi forventer, at du
  • Har erfaring med inklusion og vejledning.
  • Er engageret og brænder for at gøre en forskel for børn i udfordringer.
  • Ønsker at være en del af et udviklende og forpligtende samarbejde
  • Er god til at tænke nyt og reflektere over egen og andres praksis.
  • har modet til at være insisterende på, at forandringer sker i kontekst og praksis.
  • er tydelig, nærværende og dygtig til at samarbejde og kommunikere med både kolleger og forældre.

Derfor skal du vælge os
Du bliver del af et arbejdsfællesskab med en stærk kollegial kultur, en tillidsbaseret ledelse og en skole, hvis rammer giver lyst til at udvikle mennesker. Her er plads til fornyelse, udvikling, humor og læring
Niels Ebbesen Skolen har ca. 730 elever, 100 lærere og pædagoger, og skolen er det naturlige skolevalg for områdets beboere. Skolen modtager endvidere elever fra tre oplandsskoler, Ejer Bavnehøj, Voerladegård og Veng til udskolingen, og på skolen er også 13 specialklasser for elever med autisme.

Skolens fritidstilbud, Mallinggård SFO og Klub’n, er beliggende i nærheden af skolen på selvstændig matrikel og med gode rammer og udeområder for elever fra 0.-9.årgang. Skolen er placeret i et spændende geografisk miljø forbundet af stisystemer med adgang til natur, svømmehal og idrætsfaciliteter samt er en del af Campus Skanderborg med kort afstand til 10. klasse, Skanderborg Gymnasium, HF, Handelsskole og HTX-uddannelserne.

Yderligere oplysninger
Se skolens hjemmeside for yderligere oplysninger på nes-skanderborg

Har du lyst til at besøge os og mærke stemningen på skolen, inden du søger jobbet?
Så er du velkommen til at kontakte skoleleder Louise Isaksen Schmidt på telefon 21 39 91 58 eller mail louise.isaksen.schmidt@skanderborg.dk og aftale et besøg.

Ansøgningsfrist
Vi skal have din ansøgning senest torsdag den 19. februar 2026.
Vi forventer tiltrædelse 1. april 2026 med første arbejdsdag efter påske 7. april.
Sammen med din ansøgning vil vi gerne have dit CV, kompetencegivende eksamensbevis, samt andre relevante bilag.

Ansættelsesprocessen
Samtaler finder sted i uge 9, 2026.

Løn- og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst.
I forbindelse med ansættelse skal du fremlægge straffe- og børneattest.

I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Skanderborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Niels Ebbesen Skolen afd. 1, Højvangens Torv, 8660 Skanderborg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 19-02-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/ae781784-8c64-4213-9bd5-ca17ee6f5a84

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet