Selvom skæbnen endnu ikke er helt klar for landets festivaler, så har man i Skanderborg allerede lagt store planer for den forhåbentlig kommende festivalsæson. Man håber, på trods af corona, at det stadig vil være muligt at gennemføre Smukfest fra den 4. til den 8. august.
I forbindelse med offentliggørelsen af navne til årets største musikfest, er det netop blevet afsløret, at David Guetta vil lægge et besøg forbi Skanderborg til sommer. Du kender ham garanteret for hits som Titanium og When Love Takes Over.
Det bliver et glædeligt gensyn, da David Guetta besøgte Smukfest første gang i 2012 med kæmpe succes.
Smukfest har været præget af aflysninger fra store navne grundet corona, så det er derfor en glædelig nyhed, at man nu kan offentliggøre den franske verdensstjerne og DJ som én af hovednavnene. Der er derfor stadig stor optimisme blandt planlæggerne af festivalen, fortæller Smukfest-booker Mikkel Xavier. Han er slet ikke i tvivl om, at Smukfest vil kunne præsentere et bredt og stærkt program til de glade festivalgæster.
Festivalbranchen har været hårdt præget af corona, og det har undervejs været lidt af en rutsjebanetur. Heldigvis begynder det at se lysere ud for mange af de større danske begivenheder - og vi håber derfor på en sommer fyldt med liv og musik i Skanderborgs gader.