Det sker på Museum Skanderborg i Efterårsferien

Profilbillede
dato

Lav en kappe og bliv din egen superhelt, besøg en bunker, kom til æbledag på Gl. Rye Mølle eller oplev Øm Kloster i lommelygtens skær. Der er spændende aktiviteter for børn og deres familier på Museum Skanderborgs afdelinger i efterårsferien.

Lørdag den 14. oktober er der ”Store-bunkervandrings-dag” med tre guidede vandringer til bunkerne i Dyrehaven. En af turene er i børnehøjde og særligt tilrettelagt for børnefamilier. Der kræves tilmelding til alle vandringerne, da der er begrænsede pladser pr. tur. Tilmeld dig på museumskanderborg.dk. Skanderborg Bunkerne holder også almindeligt åbent torsdag- søndag i efterårsferien fra kl. 13-16. Kom og hør den nye lydkulisse med engelske bombefly over bunkerne.

Søndag den 15. oktober fra kl. 10-16 er der ”Levende museum” og æbledag på Gl. Rye Mølle med spændende og sjove aktiviteter for børn og voksne i forbindelse med skolernes efterårsferie.

Den gamle Mølle befolkes af dygtige håndværkere, som sætter gang i maskinerne, og Møllen fyldes af lyde og aktiviteter. De gamle motorer og savværket kommer i gang og møllen kører. Vil du have presset dine egne æbler, så hjælper Låsby Æblets Venner. Du skal blot medbringe æbler og dunke, så kan du få friskpresset æblesaft med hjem. På dagen vil der være salg af friskbagte boller, kaffe og te.

Museet på Gl. Rye Mølle har også almindeligt åbent torsdag-søndag kl. 13-16 i efterårsferien.

Har du set Uffe Franks farvestrålende kapper? På Perron1 kan du lave din egen kappe i efterårsferieværkstedet for børn, hver dag, mandag den 16. til fredag den 20. oktober 2023 kl. 10-12 og kl. 13-16. På Perron1 viser vi udstillingen "Savage Garden" i samarbejde med modedesigner Uffe Frank. I udstillingen er der en masse broderede kapper lavet i fine stoffer med broderede motiver og perler

Kapper er unisex. De kan passe de fleste. Samtidig kan kapper have både ceremonielle og magiske betydninger og på den måde opfylde en personlig drøm eller give superkræfter - man kan blive sig egen superhelt! Kom og vær med i vores kreative værksted, hvor man kan dekorere sin egen lærredskappe med farver og perler. Værkstedet er for børn og børnefamilier. Vi laver tre børnestørrelser, og det koster kr. 50,00 i materialer at lave en kappe.

I museet udstilling er der også en masse collager, som er en del af Uffe Franks kreative proces. I værkstedet kan man lave sine egen collager, helt gratis. Eller farvelægge nogle af Uffe Franks kjoleskitser.

På Øm Kloster Museum er der torsdag den 19. oktober kl. 18.30-20.30 ”Museum i lommelygtens skær”.

Lys dig frem i mørket mellem skeletterne og oplev den særlige aftenstemning på Øm Kloster. Besøg museet med en lommelygte i hånden i skæret fra måne, fakler og levende lys, når museet holder aftenåbent i efterårsferien. I mørket kan du møde "munke", som fortæller historier om dengang, der boede rigtige munke på Øm Kloster. Hvis du bliver kold, kan du gå hen til bålet og få en varm drik (som naturligvis er børnevenlig). Vel mødt i mørket og husk lommelygte!

Øm Kloster Museum har også almindeligt åbent tirsdag-søndag kl. 10-16 i hele efterårsferien.

Entrépriser for voksne og yderligere oplysninger om de enkelte arrangementer kan ses på Museum Skanderborgs hjemmeside www.museumskanderborg.dk 


Kilde: Museum Skanderborg