Vil du være med til at løse en af Danmarks største nedrivningsopgaver? Vi søger en erfaren og dygtig projektleder, der kan tage ansvar og drive komplekse nedrivningsprojekter og samtidig sikre, at opgaverne bliver løst effektivt og professionelt. Du bliver en del af et dedikeret team, hvor samarbejde og videndeling er i fokus.
Kort om Bygningsstyrelsen:
Måske har du ikke hørt om Bygningsstyrelsen før, men vi er statens ejendomsvirksomhed og bygherre for staten og universiteterne. Vi har ansvaret for at skabe attraktive og funktionelle arbejdspladser til vores statslige kunder. Det gør vi gennem en stærk bygherrefunktion, integreret facility management og en optimeret ejendomsportefølje.
Bygningsstyrelsen har fået opgaven med at nedrive og bortskaffe minkerhvervets produktionsanlæg, som staten i den politiske aftale har forpligtet sig til. Derfor har vi etableret en specialiseret enhed i Bygningsstyrelsen med base i Skanderborg. Enheden består af kolleger med både byggefaglige og akademiske baggrunde. På nuværende tidspunkt har vi gennemført cirka 200 ud af mere end 1.200 planlagte nedrivninger.
Det er her, du kommer ind i billedet. Hvis vi har fanget din interesse, så læs endelig videre herunder.
Din nye hverdag i Team nedrivning:
Som en del af team nedrivning får du mulighed for at gøre en reel forskel og sætte et positivt præg på nedrivningsforløbet. Du får en rolle, hvor du både har kontordage og er ude på minkfarmene, hvor du møder minkavlere, fører tilsyn og følger op på byggepladserne.
I stillingen får du det daglige ansvar for projektledelse af nedrivningsentrepriser fra udbud til aflevering. Det betyder, at du ofte vil være fysisk til stede på minkfarmene, hvor du er med til at skabe et så godt samarbejde som muligt, så alle har samme mål for øje, nemlig en så effektiv og god proces som muligt. Du får altså ansvaret for fremdriften og kvaliteten af flere sideløbende nedrivningsprojekter.
En vigtig del af din opgave bliver koordinering med entreprenører, rådgivere og kolleger på tværs af fagligheder, ligesom du får ansvar for tilsyn og opfølgning på byggepladser. Det er afgørende, at processer, dokumentation og myndighedskrav overholdes, og det bliver en central del af din rolle at sikre dette. Du vil desuden bidrage til at udvikle og optimere vores arbejdsmetoder, så vi løbende bliver endnu bedre og kan dele erfaringer effektivt i organisationen.
I det daglige vil du have din nærmeste leder, Lasse Rud Pedersen, i teamet. Teamet vil sørge for, at du kommer godt ind i opgaverne og bliver i stand til at forankre erfaringer i organisationen, så de let kan deles på tværs. Du vil blive en del af et team med dedikerede og dygtige kolleger, der lægger vægt på samarbejde og faglig kvalitet.
Hvem er du?
Da stillingen kræver en vis erfaring med nedrivning eller jordarbejde, forestiller vi os, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund og kendskab til byggeriets AB-systemer. Konkret erfaring med bygge- og/eller entrepriseledelse er et krav til stillingen.
Som projektleder vil du ofte være til stede på minkfarmene, og derfor vil det være en fordel, at du har base i Jylland.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Har 3-5 års erfaring med projektledelse inden for jordarbejde, byggeri og nedrivning
- Er i stand til at håndtere høj kompleksitet i en opgaveportefølje til rette tid, kvalitet og økonomi
- Er vant til at kommunikere både skriftligt og mundtligt
- Er i stand til at føre en god og professionel dialog med privatpersoner og samarbejdspartnere
- Kan navigere inden for komplekse regelsæt
- Arbejder struktureret og selvstændigt, da du har flere projekter samtidigt
Ansættelsesvilkår:
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til relevant overenskomst. Bygningsstyrelsen er en styrelse under Transportministeriet, og dit ansættelsesområde vil derfor være ministeriet med til enhver tid tilhørende styrelser. Du vil blive tilknyttet vores kontor på adressen Thomas Helsteds Vej 9A, 8660 Skanderborg, men du vil i større omfang have din dagligdag på vores byggepladser, ligesom du vil have mulighed for at arbejde hjemmefra.
I Bygningsstyrelsen har vi en aktivitetsbaseret kontorindretning. Det betyder, at vores kontormiljø er indrettet i arbejdsområder, der understøtter de arbejdsopgaver, du løser i løbet af din arbejdsdag. Vi har valgt den aktivitetsbaserede indretning, fordi vi i Bygningsstyrelsen ønsker at styrke vores samarbejde og videndeling samt understøtte et godt arbejdsmiljø med høj trivsel. Du kan læse mere om det HER.
Vil du læse mere om nedrivningsprocessen, hvem vi er, og hvad vi gør, kan du gøre det HER, og du kan ligeledes læse om vores medarbejderes karrierehistorier HER. Du kan også få et indblik i, hvad der aktuelt sker i Bygningsstyrelsen på vores LinkedIn-profil HER.
Ansøgning og kontakt:
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Lasse Rud Pedersen på 41 70 10 76.
Ligeledes kan du læse mere om ansættelsesprocessen HER.
Passer profilen på dig, vil vi rigtig gerne høre fra dig. Send os din ansøgning og CV senest den 25. februar 2026. Du søger stillingen ved at gå ind på www.bygst.dk/job eller via denne side.
Vi forventer at afholde første samtaler d. 2. og 3. marts 2026 og anden samtaler d. 9. og 10. marts 2026 med forventet tiltrædelse den 1. maj 2026 eller efter aftale.
Vi glæder os til at læse din ansøgning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Skanderborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Skanderborg kontor, Thomas Helsteds Vej , 8660 Skanderborg Kommune
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 25-02-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/d92e0bed-2503-4132-bc68-b6fc186a04c9