BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Opgaveporteføljen vokser i bygværksafdelingen. Vi søger derfor efter flere dygtige kollegaer, der vil være med til at sikre kvalitet og bæredygtighed i vores projekter, og som har lyst til at arbejde i en organisation med høj faglighed, hvor vi prioriterer at hjælpe og sparre med hinanden.
Hos Vejdirektoratet arbejder vi hver dag for at skabe sammenhæng for de mange trafikanter, der benytter de danske statsveje. Her spiller bygværksafdelingen en vigtig rolle.
Om stillingerne
Vi søger på nuværende tidspunkt to til tre nye fagprojektledere til følgende opgaver:
- Fagprojektleder / Design manager for bygværkerne i forbindelse med 3. Limfjordsforbindelse. Projektet omfatter en længere vejtunnel under vand (Egholmtunnelen), flere vejstrækninger på land, herunder ca. 30 bygværker der omfatter både sideudvidelse, banebroer, motorvejsbroer, og store dalbroer. Du vil blive ansvarlig for enten vejtunnelen eller bygværkerne på land.
- Fagprojektleder for drift og vedligehold af Farøbroerne. Du vil stå for den daglige drift og for gennemførelse af større vedligeholdsentrepriser på broen i tæt samarbejde med den faste bygværksrådgiver.
- Fagansvarlig for bygværker i forbindelse med særtransporttilladelser. Højere og tungere transporter på vejene er med til at sikre den grønne omstilling, men bygværkerne kan ind imellem stå i vejen. Du skal være med til at vurdere konsekvenser og muligheder i forhold til bygværkerne, ligesom du skal indgå i en dialog med branchen for at finde de bedste løsninger og vigtigste ruter.
Din erfaring
Som fagansvarlig 3. Limfjordsforbindelse forestiller vi os, at du er ingeniør med erfaring indenfor projektering af bygværker. Som fagprojektleder for Egholmtunnelen vil det være en fordel, hvis du har både konstruktiv og geoteknisk erfaring. Uanset om du bliver ansvarlig for bygværker på land eller for Egholmtunnelen, vil du indgå i et projektteam sammen med øvrige faglighedere fra Vejdirektoratet, og du vil få et tæt samarbejde med en bygværksrådgiver. Du vil få gode kolleger med erfaring indenfor nyprojektering og drift og vedligehold af bl.a. tunneler, som du kan sparre med.
Som fagprojektleder for Farøbroerne, forestiller vi os at du har erfaring med drift og vedligehold, gerne af stålkonstruktioner. Du er struktureret og har gode koordineringsevner og er god til at skabe og holde overblik.
Du vil få ansvaret for flere forskellige entrepriser på broen, og du vil i samarbejde med Farøbroens faste bygværksrådgiver og driftsentreprenør have ansvaret for at den daglige drift opretholdes, mens trafikken generes mindst muligt.
Som fagansvarlig for særtransporttilladelser forestiller vi os, at du har god statisk forståelse, og at du samtidig nyder at indgå i dialog med en bred vifte af interessenter.
Området har mange forskelligartede interessenter lige fra det politiske system, til transportører, forsvaret og borgere, og du skal derfor være god til at indgå i dialog samtidig med at du tager hensyn til de enkelte bygværkers tilstand og bæreevne.
Din profil
For alle tre stillinger gælder det, at du:
- er uddannet civilingeniør indenfor byggeri- og anlægskonstruktioner, og gerne med nogle års relevant erfaring indenfor lignende opgaver hos rådgiver, entreprenører eller andre bygherrer.
- er teknisk velfunderet og systematisk i din tilgang til arbejdet
- kan lide at følge projekterne helt fra den spæde planlægning til bygværkerne står færdige
- trives i projekter med mange grænseflader
- kan kommunikere tydeligt både mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk
- kan arbejde selvstændigt og holde overblikket i en alsidig hverdag med forskelligartede arbejdsopgaver
Du får løn efter overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg afhængig af dine kvalifikationer.
Vi tilbyder fleksible arbejdsvilkår med mulighed for hjemmearbejdsdage, fleksible arbejdstider, og vi har fokus på din faglige udvikling. Der vil være mulighed for ansættelse som specialkonsulent.
Arbejdsstedet for disse stillinger kan være enten Hedehusene eller Skanderborg. Dog må der forventes at være en del fysiske møder i Skanderborg i forbindelse med 3. Limfjordsforbindelse, ligesom der for den bygværksansvarlige må forventes at være en del fysiske besøg på Farøbroen.
Vejdirektoratet er en styrelse under Transportministeriet. Dit ansættelsesområde vil være Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Vejdirektoratet i Skanderborg eller Hedehusene, hvor du bliver du en del af Drift og Teknik divisionen, området Befæstelser, Bygværker.
Læs mere
Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse mere på www.vejdirektoratet.dk.
Du er også velkommen til at kontakte afdelingsleder Lene Højris, på tlf. 2872 7616 for at høre mere om stillingerne.
Er du interesseret?
Send en kort ansøgning og dit CV senest den 18. februar 2024. Vi forventer at holde samtaler den 26. februar i Skanderborg og den 29. februar i København.
Du bedes skrive i ansøgningen, hvilken af de tre stillinger du søger.
Søg stillingen ved at trykke på linket ”Ansøg” eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk. Vedhæft ansøgning, cv og andre relevante dokumenter.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Skanderborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Vejdirektoratet – Skanderborg, Thomas Helsteds Vej, 8660 Skanderborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5979174