Skanderborgs løbeglade borgere kan nu se frem til en forbedret løbebane. Skanderborg Kommune har nemlig besluttet, at man vil udskifte den lettere forurenede jord og slagge under løbebanen ved stadion i Dyrehaven. Det betyder også, at man i samme omgang etablerer en ny løbebane med rækværk rundt om fodboldbanen.
Den nuværende løbebane rundt om stadion er etableret i 1960’erne med slagge, som er et restprodukt fra forbrændingsanlæg. Derfor har man nu besluttet i byrådet, at slaggen skal udskiftes med nye, rene materialer.
Miljørapport gør udfaldet
Skanderborg Kommune har fået udarbejdet en miljørapport, som viser, at slaggen på banen forurener lige så meget som de grus, man kan finde i vejrabatter langs befærdede veje. Derudover, så anvendes arealet til løb, leg, boldspil og telte under Smukfest, hvilket har fået kommunen til at fremskynde processen om at fjerne slaggen.
“Samtidig med, at vi udskifter slaggen med rene materialer, udskifter vi også rækværket rundt om banen, som er et stort ønske hos FC Skanderborg. Vi vil også forsøge at forlænge den 380 meter lange løbebane til en 400 meter løbebane efter aftale med HI Atletik og Skanderborg Løbeklub,” fortæller projektleder Hans Brok-Brandi fra Udvikling, Kultur og Erhverv i Skanderborg Kommune.
Arbejdet er igang
Man kunne allerede begynde arbejdet den 1. februar til stor glæde for blandt andet formanden for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, Tage Nielsen.
“Det er dejligt, at vi slår flere fluer med ét smæk. Vi får udskiftet jorden, vi får etableret et nyt hegn rundt om fodboldstadionet til glæde for FC Skanderborg, og vi får lavet en ny, forbedret løbebane til gavn for de mange organiserede og uorganiserede løbere, der til dagligt bruger området. Og med så smuk en placering, som anlægget har, så kræver det også, at vi som kommune sørger for, at det ser ordentligt ud,” fortæller Tage Nielsen
Arbejdet udføres af Entreprenørafdelingen, og man forventer, at det står færdigt efter fire til fem uger. I perioden vil der være adgangsbegrænsning til området.
Stor begejstring for projektet
Der er stor begejstring for projektet blandt både lokale foreninger og borgere, som længe har efterspurgt en ordentlig løbebane.
”Det er en virkelig god nyhed for alle løbere i Skanderborg, at den gamle løbebane nu kommer i ordentlig stand. Det er en balanceret og godt tænkt løsning, Skanderborg Kommune har sat i gang. I HI Skanderborg ser vores medlemmer inden for løb og atletik frem til at kunne løbetræne på en jævn bane i de meget smukke omgivelser, der er ved stadionet i Dyrehaven,” fortæller Bjørn Lundgaard-Madsen, som er formand i HI Skanderborg.
FC Skanderborg ser frem til at få et nyt rækværk, som længe har haft brug for at blive skiftet ud. Også hos Skanderborgs Løbeklub er der begejstring over den nye forbedring. Her kan man nu udvide løbetræningen endnu mere.