Godt nyt til festivalshungrende østjyder

Profilbillede
dato

Festivalen i august ligger på samme tidspunkt som den generelle genåbning, vurderer festivalens talsmand.

Efter nye udmeldinger sidste fredag, valgte mange af landets festivaler at kaste håndklædet i ringen. En ekspertgruppe har nemlig netop udsendt nye anbefalinger til kulturministeren, som skal give indblik i, hvordan - eller om - sommerens større arrangementer og forsamlinger kan blive afholdt. Dog er man helt rolige hos Skanderborg Festivalklub, hvor man som udgangspunkt ikke regner med at skulle følge trop.

Her forsøger man stadig at holde håbet i live, mens selve planlægningen stadig forløber helt uforstyrret.

Anbefalingerne fra ekspertgruppen giver dog ikke så meget plads til at drømme. Den meget restriktive politik i de nye anbefalinger får derfor mange af de store festivaler til at trække stikket. Dog mener eksperterne samtidig, at de nye anbefalinger kan skrottes, når alle danskere over 16 år har fået tilbudt en vaccine.

Mens festivaler landet over fredag kastede håndklædet i ringen i kølvandet på en ekspertgruppes anbefalinger til kulturministeren i forhold til afholdelse af større arrangementer og forsamlinger, er der ingen slinger i valsen hos Skanderborg Festivalklub.

Gode nyheder for Smukfest
"Det ser positivt ud for Smukfest. Vi er glade for det, eksperterne med deres anbefalinger lægger op til. Vi kan fortsætte vores planlægning af årets festival, men vi savner datoer på de to faser, især datoen for ophøret af den sidste fase. Vi er heldige, at vi ligger godt i forhold til eksperternes anbefalinger – og langt bedre end vores hårdtprøvede kolleger, som vi tænker meget på," siger festivalens talsmand, Søren Eskildsen.

Søren Eskildsen har valgt at sætte anbefalingerne i forbindelse med den samlede, gradvise åbning af landet. Så der vil blive lempet på restriktionerne, når landet åbnes mere op i de kommende måneder. Han er derfor langt fra at give op på Smukfest.

"Genåbningen er delt op i to faser, hvor den sidste fase ifølge eksperterne ophører, når alle over 16 år er vaccineret. Som det ser ud lige nu, så er Sundhedsstyrelsens forventninger, at alle over 16 vil være færdigvaccineret i begyndelsen af august. Derefter venter en ny virkelighed uden restriktioner, og den virkelighed regner vi med at være en del af," konstaterer Søren Eskildsen.

Dette betyder, at Skanderborg Festivalklub vælger at fortsætte deres planlægning af årets festival, så de er klar til alle scenarier - ventede som uventede.

Politikerne kan blive redningen
"Det er vigtigt at understrege, at vi taler om nogle eksperters anbefalinger, og at vi stadig afventer en politisk beslutning og nogle helt konkrete datoer at planlægge efter. Men vi regner forsat med at holde festival i Dyrehaven fra 4. august," tilføjer han.

Ekspertgruppen har opdelt deres anbefalinger til kulturministeren i to faser. Det vil dog i ingen af dem være muligt at afholde festivaler med overnatning på camping, sådan som det ellers normalt fungerer på de fleste danske sommerfestivaler.

Samtidig bliver det dog også konkluderet af ekspertgruppen, at der ingen grund vil være til at fastholde anbefalingerne, når alle over 16 år har fået tilbudt vaccination, forudsat at der ikke sker en videreudvikling af Covid-19-epidemien. I sidste ende vil det dog være en politisk beslutning, hvad der skal åbne og hvornår.

Kilde: Redaktionen