Skanderborg Kommune regner med, at der vil komme en del ukrainske flygtninge til kommunen gennem de næste par måneder.
Derfor efterlyser man nu borgere, lokale virksomheder eller foreninger, som har lyst til at hjælpe mennesker på flugt.
Kommunen kalder det “hjælp fra borger til borger”. Hvis du har lyst til at hjælpe, så kan du nu skrive dig på en åben liste.
Det kan for eksempel være, at du kan tale ukrainsk eller russisk? Måske har du et værelse, et anneks eller andet ledig, som du gerne vil dele med andre mennesker. Der efterspørges også indbo som møbler eller andet brugbart for flygtningene.
Al hjælp kan bruges
Selv den mindste håndsrækning er guld værd, så hvis du blot har lidt at hjælpe med, så gør det en stor forskel for andre. Dine kontaktoplysninger og en kort beskrivelse af det, du bidrager med vil blive tilgængeligt på hjemmesiden.
Her kan du læse mere og skrive dig på listen.
Udover de mange bidrag vi samler på skanderborg.dk, er Skanderborg Kommunen blevet bedt om at skaffe husly til 200 flygtninge, som Udlændingestyrelsen kan gøre brug af. Det svarer til vores andel af de 20.000 flygtninge, som Danmark regner med at skulle modtage.