Hos Phone4you handler mobilreparation om mere end at skifte en skærm

Foto: Phone4you – Sarbaz.
dato

For lidt over et år siden åbnede Sarbaz Phone4you i Skanderborg med en klar ambition: Han ville skabe den type mobilbutik, som han selv mente manglede i Skanderborg. Her skal kunderne mødes med ærlighed, gennemsigtighed og reparationer, der bliver gjort ordentligt, med tid til den enkelte og fokus på den bedste løsning.

Idéen til Phone4you opstod egentlig ganske enkelt. Sarbaz gik en tur gennem centret i Skanderborg og lagde mærke til, at han syntes, der manglede netop den type mobilbutik, han selv gerne ville drive. Kort efter ringede han til centeret, og i juni sidste år slog han dørene op til sin egen forretning.

Det krævede mange arbejdstimer og en stor portion gåpåmod. Flere omkring ham tvivlede på projektet, men det gjorde blot ambitionen større.

"Jeg ville bevise, at jeg godt kunne skabe min egen butik og gøre tingene på den måde, jeg selv tror på. Jeg ville bygge et sted, hvor kunderne ved, hvem de handler med, og hvor jeg selv kan stå inde for alt det arbejde, der bliver lavet," fortæller Sarbaz.

Erfaringen begyndte længe før Phone4you

Selvom Phone4you stadig er en ung virksomhed, har Sarbaz omkring 10 års erfaring med telefoner og elektronik. Interessen begyndte tidligt, blandt andet inspireret af hans far, der er uddannet computeringeniør.

Gennem årene har Sarbaz arbejdet med alt fra skærm- og batteriskift til fejlfinding og andre reparationer. Han er desuden uddannet multimediedesigner, men fandt hurtigt ud af, at han hellere ville arbejde med hænderne og være tæt på kunderne end sidde foran en computer hele dagen.

Sarbaz har blandt andet arbejdet hos Elgiganten og efterfølgende som butikschef hos Onefone i Randers Storcenter. Her fik han erfaring med både kundeservice, drift og ansvar, men også et ønske om på et tidspunkt at skabe sin egen arbejdsplads.

"Jeg har altid været meget allround og haft lyst til at have styr på hele processen. For mig er det vigtigt, at der ikke står en masse regler i vejen for at hjælpe kunden bedst muligt," siger han.

Ingen samlebåndsløsninger

Hos Phone4you er tanken, at hver kunde og hver telefon skal behandles individuelt. Sarbaz ønsker ikke at drive en samlebåndsforretning, hvor det primært handler om at få så mange reparationer som muligt hurtigt igennem.

I stedet bruger han tid på at undersøge problemet og finde den løsning, der giver bedst mening. Mange reparationer bliver udført foran kunden, så det er muligt at følge med i, hvad der bliver lavet.

Det hænger tæt sammen med en af de vigtigste værdier i Phone4you: gennemsigtighed.

"Jeg vil gerne være ærlig omkring arbejdet. Hvis noget ikke kan betale sig at reparere, eller hvis kunden er bedre tjent med en anden løsning, så siger jeg det. Det kan godt være, at jeg ikke tjener noget på den rådgivning, men så ved kunden til gengæld, at de kan stole på mig," fortæller Sarbaz.

Han lægger samtidig ikke skjul på, at Phone4you i nogle tilfælde kan være dyrere end de store kæder. Til gengæld mener han, at prisen skal afspejle kvaliteten, tiden og sikkerheden i, at arbejdet bliver udført ordentligt.

Når kunderne sender andre videre

Noget af det, Sarbaz sætter mest pris på efter det første år, er de mange kunder, der kommer gennem anbefalinger. Han oplever jævnligt, at nye kunder fortæller, at venner, familie eller bekendte har sendt dem videre til Phone4you.

De beskriver ham blandt andet som ærlig, fleksibel og pålidelig, og som en, man faktisk kan tage en snak med.

"Det betyder rigtig meget, når en kunde anbefaler mig til andre. Så ved jeg, at de ikke bare har fået løst deres problem, men også har haft en god oplevelse. Det er præcis den type butik, jeg gerne ville skabe," siger Sarbaz.

Efter lidt mere end et år er målet derfor stadig det samme som på åbningsdagen: At Phone4you skal være stedet, kunderne tænker på, når telefonen driller, og de har brug for en reparatør, der tager sig tid, holder sine aftaler og følger opgaven helt til dørs.

 
Kilde: Phone4you
Phone4you

Adelsgade 61, Skanderborg

50 90 90 ..

åbningstider

Mandag - Fredag: 10.00 - 18.00
Lørdag: 10.00 - 16.00
Første søndag i måneden: 10.00 - 16.00