Det er blevet mere og mere ‘in’ at spise plantebaseret kost. Flere grøntsager kombineret med mindre kød, hvilket i sidste ende resulterer i mindre belastning af klimaet. Men hvad skal der egentlig til, før flere får lyst til at ændre deres kost og spise mere plantebaseret?
Det forsøger en gruppe forskere ved Aarhus universitet nu at finde svaret på. Forskerne har valgt at lave et månedlangt forsøg, hvor de vil teste, hvordan 100 familier forholder sig til at have flere plantebaserede fødevarer i køleskabet. Forsøget går under navnet PlantPro Challange og består af 100 familier, som alle kommer fra Skanderborg Kommune.
Massiv interesse for forsøget
Forskerne hos Aarhus Universitet har fået ansøgninger fra så mange interesserede familier, at de i sidste ende har været nødt til at sortere nogen fra. Det fortæller professor Jessica Aschemann-Witzel, som arbejder med værdiskabelse i fødevaresektoren hos Aarhus Universitet.
“Der har været overvældende interesse for at deltage i PlantPro Challenge i Skanderborg, og vi har fået rigtig mange forskellige husstande med. Det er rigtig godt for forsøget, og jeg glæder mig til at følge familiernes oplevelser med plantebaserede fødevarer,” fortæller hun.
De deltagende familier i PlantPro Challange får leveret et udvalg af plantebaserede fødevarer, som skal supplere deres vanlige madlavning. Forsøget strækker sig over fire uger, hvor familierne løbende registrerer, hvad de synes om maden, og om det er har nogen indflydelse på deres vaner i køkkenet.
Til gavn for klimaet og for sundheden
I Skanderborg Kommune har man i mange år søgt efter løsninger på klimaudfordringerne. Derfor har kommunens klimamedarbejder Maria Molde været med til at rekruttere de familier, som er med i forsøget. Mad og madvaner indgår som ét af de indsatsområder, som man har vedlagt i kommunens klimaplaner for det nye år.
“Vores vaner i køkkenet betyder ikke kun noget for vores sundhed, men også for vores aftryk på klimaet. Det gælder både i forhold til det, vi køber ind, og det, vi smider ud. Derfor er det mega fedt, at så mange Skanderborg-familier har lyst til at kigge på deres egne madvaner i det her forsøg og samtidig dele deres erfaringer med andre,” fortæller Maria Molde
PlantPro Challenge begynder i midten af januar 2022. Læs mere om projektet på www.skanderborg.dk/plantpro.
I 2022 har vi fokus på mad
I det nye år har Skanderborg Kommune valgt at sætte ekstra meget fokus på klimakost, mindre madspild og mere økologi. Det er ikke kun med PlantPro Challange, at man gør en indsats, der bliver også indført nye tiltag i resten af kommunen. I 2022 tager køkkenpersonale, pædagoger og ledere i de kommunale institutioner et skridt mod at reducere kommunens madspild med 25%. Derudover, så ønsker man at reducere indkøbet af kød med hele 50% i det kommende år.
I folkeskolen har man tilrettelagt undervisningsforløb, som sætter fokus på mad og madspild, så de unge også kan få en forståelse for, hvordan vi passer godt på vores klima.