Invitation til at deltage i Naturens Grundlovsmøde 2025

Naturens Grundlovsmøde er et møde på Himmelbjerggården for naturens rettigheder
dato

For 3. gang inviterer vi til Naturens Grundlovsmøde på Himmelbjerggården ved Ry.

Vi står midt i en grundvandskrise og de indre danske farvande er døende. Infrastruktur og byggeri
fylder mere og mere i det Danske landskab, som nu også er blevet forvandlet til ukendelighed af
industrilandbruget. Færre og færre områder har stadig de kvaliteter som understøtter liv og
artsrigdom. Flere og flere mennesker mærker nu at verden som vi kender den, er ved at forsvinde.
Størst og vigtigst af alt det vi er ved at sætte over styr, er naturen og dens arter.

Vi ved idag, at der er en direkte forbindelse mellem vores sundhed og trivsel og naturens sundhed
og trivsel: des mere forarmet og forurenet naturen er, des mere forarmede og forurenende er vi
selv. Der er et stort lighedstegn mellem en hensygnende og døende natur og vores syge kroppe og
sind.

Vi er en gruppe mennesker fra forskellige faglige baggrunde, som i nogle år har været optaget af at
give naturen en stemme i Danmarks Grundlov. Hvis ikke det sker, frygter vi at ødelæggelsen af
naturen og tabet af mange af vores medskabninger vil påvirke vores egen trivsel og ikke mindst
vores sind. Solastalgia er et nyere begreb, som handler om at sørge over den døende natur og
tabet af arter. Mange mennesker mærker denne sorg, og flere og flere føler trang til at udtrykke sig
om den og lyst til at finde ind i nærende fællesskaber, hvor mennesker begynder at fremelske en
omsorgsøkonomi, som kan erstatte den udbytningsøkonomi efter hvis logikker vores nuværende
samfund er skabt.

Himmelbjerget er stedet hvor Steen Steensen Blicher indkaldte til folkefest, hvorunder ideen om
det danske demokrati for første gang begyndte at spire i en større offentlig forsamling.
Folkemøderne fandt sted fra 1839 – 1844 og i 1849 fik Danmark dets første frie Grundlov som
gjorde en ende på Enevælden og skubbede riget i en helt ny retning.

Gruppen bag Naturens Grundlovsmøde inviterer alle som vil være med til at kæmpe for at naturen
får en stemme i en fremtidig ny revideret Grundlov, til møde på Himmelbjerggården, til hvis jorde
Himmelbjerget oprindeligt hørte. Himmelbjerggården har i en årrække gennemgået en
transformation fra forfalden statsinstitution til nyistandsat inspirationscenter for regenerative
livspraksisser, kursuscenter og retrætested.

Under Naturens Grundlovsmøde vil Himmelbjerggården fungere som en hyggelig og naturnær
ramme for samvær, læring, ritualer, leg og spisning. Dagen tilrettelægges omkring en såkaldt
Open Space-proces, hvorunder alle deltagere får mulighed for at påvirke og inspirerer hinanden
mest muligt under trygge, inkluderende, kreative og underholdende forhold. Der er plads til både
børn og voksne. Det er gratis at tilmelde sig.

Gruppen bag Naturens Grundlovsmøde er: Jeppe Dyrendom Graugaard, Jesper Saxgren, Aslaug
Johnsen, Anamet Magven, Trine Rytter Andersen, Eulália Marti, Linnea Slipsager og Frederikke
Oldin

Kontakt: info@earthways.dk

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.