Klimapulje støtter fem lokale projekter

Kommunen støtter fem projekter, som hver især sætter fokus på grøn omstilling
Profilbillede
dato

Skanderborg Kommune støtter fem lokale projekter, som gavner klimaet og inspirerer til grøn omstilling. 

Projekterne er en bogudgivelse, en skolehave, to køkkenprojekter, og workshops som skal inspirere flere til at få genbrugsmøbler i hjemmet. 

Klimapuljen blev for første gang uddelt i foråret 2021. Puljen er en del af kommunes handleplan for en mere grøn omstilling, og støtter normalt kun projekter en gang om året. 

Men i 2021 besluttede udvalget, der administrerer puljen at åbne op for en ekstra ansøgningsrunde for at forstærke den nystartede ordning. 

"Vi ved, at der i kommunen findes masser af gode ideer og spirende løsninger på nogle af tidens klimaudfordringer. Klimapuljen giver os mulighed for at hjælpe nogle af dem økonomisk på vej. For at synliggøre den mulighed for borgere, erhvervsliv og foreninger, valgte vi at sætte puljen i spil to gange i dens første leveår, " fortæller udvalgsformand Claus Leick.

Disse projekter støtter Klimapuljen 

  • Pia Lund Nielsen modtager 50.000 kroner til udgivelse af bogen ”1 år for klimaet”.
  • Stine Drøgemüller modtager 30.000 kroner til udvikling og afholdelse af fire borgerinddragende workshops om upcykling af møbler og interiør under arbejdstitlen ”Makram et hjem."
  • Truels Truelsen, der repræsenterer Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, modtager 50.000 kroner til etablering af en permahave på STU, som skolens køkken kan anvende til daglig undervisning og på sigt som besøgshave.
  • Madfærd og Mie Reihs modtager 181.580 kroner til mindre madspild og mere økologi og 100 % genanvendelse af emballage på Mølleskolen i Ry.
  • Jette Boye Petersen har modtaget 120.000 kroner til kurser i plantebaseret kost til erhvervskøkkener.

I alt er 14 klimaprojekter sat i gang med støtte fra Klimapuljen. I denne omgang er der blevet uddelt 400.000 kroner. Næste gang Klimapuljen åbner op er til oktober. 

Læs mere om Klimapuljen her 

Kilde: Skanderborg Kommune