Hørningskolen, der blandt andet bruges af elever med autisme og ADHD, bliver udvidet med 533 m2 og får en tiltrængt renovering. I en del af byggeperioden er elever og personale genhuset på Bakkeskolen. Byrådet har afsat knap 25 mio. kroner til projektet.
Nu er der godt nyt til elever, forældre og andre med tilknytning til Hørningskolen.
Skolen på Vester Allé 18B i Hørning bliver udvidet og forbedret for et større millionbeløb.
Byrådet i Skanderborg Kommune har netop godkendt projektforslaget for det store ombygningsarbejde. Planen er, at byggeriet går i gang ultimo 2023.
Som det ser ud nu, koster projektet knap 25 mio. kroner. Beløbet dækker over en udvidelse på 533 m2, en ombygning og renovering af skolens eksisterende areal på 1106 m2 samt anlæg af et nyt udeområde.
Derudover er der afsat penge til, at elever og personale på Hørningskolen kan genhuses, mens renoveringen af den eksisterende bygning står på.
Perioden for genhusning forventes at vare seks måneder, og i den periode foregår Hørningskolens aktiviteter på Bakkeskolen. Der bliver ledige lokaler i forbindelse med, at Sommerbæk Børnehus og Skole – Hørnings nye og store skole – åbner i sommeren 2023.
"Hørningskolen er en vigtig og velfungerende skole i Skanderborg Kommune. Nu får skolen et kærkomment løft og mulighed for at hjælpe flere børn, som har brug for lidt ekstra i skoletiden. Genhusning er selvfølgelig ikke det sjoveste i verden, men der er noget godt i vente for både børn, forældre og ansatte,"siger Trine Frengler, fmd. for Børne- og Ungdomsudvalget.
Særlige krav til byggeriet
Hørningskolen har i dag ca. 50 elever. Det er en specialskole med elever med vidtgående behov. Eleverne har f.eks. autisme, Downs syndrom, ADHD, og mange af eleverne har fysiske handicap eller begrænset syn.
Det stiller særlige krav til om- og tilbygningen. Der skal fx etableres ramper til kørestolsbrugere og flere mindre rum, som tilgodeser børn med ekstra behov for ro.
Derudover stiller Skanderborg Kommune krav til bæredygtigheden. Projektet bliver udbudt med krav om et maksimal CO2-aftryk på 10,5 kg CO2-ækv/m2 pr. år. Dette skal dokumenteres ved en såkaldt Livscyklusvurdering (LVA), som ser på CO2-aftrykket på byggematerialerne.
Bygningen opføres som et let byggeri med udvendig træbeklædning. Tagkonstruktionen udføres som fladt tag med tagpap. Taget er forberedt til evt. fremtidige solceller.
Klar i 2024
Med Byrådets godkendelse af projektforslaget kommer der nu et udbud af til- og ombygning som ét samlet projekt. Det udbydes som hovedentreprise i 4. kvartal 2023.
Selve byggearbejdet begynder i november eller december 2023, og den nye og forbedrede Hørningskolen ventes klar til brug i 4. kvartal 2024.
Byrådet behandlede sagen på byrådsmødet den 31. maj 2023. I referatet kan du se visualiseringer af, hvordan Højboskolen kommer til at se ud.
Se referat fra byrådsmødet (pkt. 71).
Se Byrådets behandling af sagen på Kommune-TV.
I maj 2022 godkendte Byrådets programoplægget for ombygningen af Hørningskolen. Det er de overordnede rammer, som senere er blevet konkretiseret i et decideret projektforslag.