Kunst & Vin: Mor og søn slår pjalterne sammen for en dag

Søn og mor, Lars og Else Sloth, slår pjalterne sammen i weekenden (Foto: Privat)
Profilbillede
dato

Vin og kunst har en særlig evne til at kunne gå glimrende hånd i hånd. En vin eller champagne kan understøtte en stemning i et maleri – og omvendt. Og så kan oplevelsen nogle gange gå op i en højere enhed. Det gav ideen til at præsentere Elses kunst fra Thy sammen med Lars’ vin i Skanderborg.   

Else Sloth på 69 år er en passioneret, abstrakt billedmager. Bosat i Thy, hvor Lars er vokset op sammen med mor, far og tre søstre. Hun gik ind i den kreative fase af sit liv for 15 år siden, hvor yngstedatteren lod sit staffeli stå, da hun flyttede hjemmefra.

Det trak i Else, at prøve at håndtere pensel og lærred, og hun har ikke sluppet det siden. Inspirationen finder hun i det meste - naturen, som hun har lige uden for døren i Vilsund, mennesker, en sommerkjole - ja selv en bunke rustent skrot. Og derfor har hun konstant farver, former og ideer kørende rundt i hovedet.

“Det er nysgerrighed og leg med farverne der driver mig og skaber billederne. Hvad der kommer ud af det, afhænger af øjet der ser - måske finder man et motiv, måske finder man en følelse eller en stemning, men generelt får jeg at vide af andre, at mine billeder skaber glæde, og det sætter jeg stor pris på” fortæller Else.

Lars Sloth er bosiddende i Skanderborg og driver sammen med kompagnonen Klaus Bolwig Huusmann, også fra Skanderborg, virksomheden Gastro Brands.

Virksomheden importerer og sælger vin, champagne samt andre gastronomiske delikatesser så som kaviar, kaffe og trøfler. Vinene kommer fra hele verden, men forkærligheden ligger i Frankrig, Italien og Spanien.

”Vi elsker at udfordre vores kunder, men er samtidig også rigtig begejstrede for de store kendte vine fra f.eks. Bourgogne og Champagne” udtaler Lars Sloth. 

Mød mor og søn på Thomas Helsteds Vej 7B i Skanderborg lørdag den 26. august fra kl. 10.00 – 16.00, hvor der vil være mulighed for at smage på en masse vine samtidig med at øjet kan nyde mange af Elses kunstværker.


Kilde: Lars Sloth
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.