Flere og flere kommuner er begyndt at se vigtigheden af kreativ udfoldelse blandt børn og unge.
Dette har man også opdaget i Skanderborg Kommune, hvor et østjysk projekt har fået 2,5 mio. kr. i støtte for at øge kreativiteten blandt børn og unge.
Grib Kreativiteten
Projektet går under navnet “Grib Kreativiteten - de unge skaber engagement” og er udviklet af Kulturskolen i Skanderborg i samarbejde med Den Kreative Skole Silkeborg, Kulturskolen Odder Musikskole og Kulturskolen Hedensted.
Sidste år modtog man en bevilling på 1.050.000 kr. til projektet, og man har altså nu igen fået støtte til tiltaget - denne gang på hele 2.450.000 kr.
“Det er fantastisk med sådan en håndsrækning. Det er en anerkendelse af det arbejde, som er i gang, med at nytænke hvad en kulturskole skal og kan. Kulturskolen kan via denne indsats også støtte op med kultur-initiativer, der kan nå ud i hele kommunen. Det er i tråd med det vigtige politiske fokus, der er på børn og unges trivsel,” fortæller Tage Nielsen, formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget i Skanderborg Kommune.
Kreativ undervisning
Projektet er henvendt til børn og unge fra 7-20 år og er opdelt i tre alderssport, 7-11 år, 12-15 år og 16-20 år. På nuværende tidspunkt arbejder man med udviklingen af nye undervisningsformer.
Med projektet ønsker man at skabe et undervisningsrum, hvor fællesskabet er i fokus, og hvor eleverne har indflydelse på aktiviteterne. På den måde får eleverne mere engagement og ejerskab, hvilket kan give plads til de kunstneriske fag som musik, teater, dans og billedkunst.
“Første del af projektet, som vi afviklede i efteråret 2021, har givet rigtig meget læring, som vi tager med videre. Kulturministeriets opbakning til projektets næste fase har kæmpe betydning for, at vi bliver endnu klogere på, hvordan vi når de børn og unge, som vi ikke almindeligvis ser benytte Kulturskolens tilbud,” fortæller Julie Heebøll, leder af Skanderborg Kulturskole.
Læs mere om projektet her.
Læs Kulturministeriets nyhed om de støttede projekter her.