Nu er der endnu en god grund til at komme ud og gå en dejlig tur omkring Hørning. Eleverne fra Bakkeskolen i byen spilder ikke tiden. De har begravet hovederne i Danmarkshistorien gennem de sidste par måneder og er nu klar med en kreativ og anderledes formidling af, hvad de har lært.
Eleverne fra 9. klasse på skolen har i fællesskab lavet en rute på 10,2 kilometer omkring Hørning. For hver meter, man bevæger sig på stien, vil man gå ét år tilbage i tiden.
Eleverne fortæller selv følgende om deres idé:
“Det kan nogle gange være svært at forstå, hvor lang tid 100 år eller 1000 år er. Vores idé var derfor at svare på spørgsmålet: ”Hvor langt er der til stenalderen?”. Hver gang du går 1 meter, går du et år tilbage i tiden. Når du fx har gået 7,4 km og er kommet 7400 år tilbage i tiden, er du nået til Ertebølletiden.” fortæller klassen.
Brug din mobiltelefon og bliv klogere
På den 10 kilometer lange rute har eleverne sat 23 pæle op langs den eksisterende sti i Hørning, hvor du kan scanne en QR-kode.
Det betyder, at du kun skal bruge en smartphone for at finde og lære mere information om 23 nedslag i Danmarkshistorien. Her har eleverne taget et særligt udgangspunkt i Hørnings rige historie; de har f.eks. fundet levn helt tilbage fra bondestenalderen.
Eleverne har taget opgaven alvorligt og lagt alle kræfter i. De har selv skrevet og fundet information omkring de 23 historiske nedslag, som findes på ruten. Derudover har de selv været ude med spade og boremaskine for at sætte de 23 pæle op med QR-koderne langs ruten.
Historiestien bliver officielt indvidet på mandag den 11. oktober klokken 13, hvor hele 9. klasse fra Bakkeskolen og skolens elevråd samt andre vil deltage.