Østjysk kulturprojekt modtager 2,5 millioner kroner i støtte

Projektet Grib Kreativiteten - de unge skaber engagement får 2,5 millioner kroner i donation fra Kulturministeriet.
Profilbillede
dato

Projektet Grib Kreativiteten - de unge skaber engagement får 2,5 millioner kroner, og donationen giver flere børn og unge muligheden for at udfolde sig i de kunstneriske fag. 

Sidste år modtog projektet 1.050.000 kroner fra Kulturministeriets Grib Engagementet-pulje’. Men i år modtager projektet det største tilskud fra puljen nogensinde.

Projektet er udviklet af Kulturskolen i Skanderborg i samarbejde med Den Kreative Skole Silkeborg, Kulturskolen Odder Musikskole og Kulturskolen Hedensted. 

“Tilskuddet ser jeg som en anerkendelse af det arbejde, der allerede er i gang med at nytænke, hvad en kulturskole skal og kan. Hvor der er fokus på børn og unges trivsel, “ fortæller formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget Tage Nielsen i Skanderborg Kommune. 

Børn og unge får mere indflydelse

Tilskuddet skal bruges til videreudvikling af nye former for undervisning, hvor fællesskabet er en central del, og hvor eleverne selv får indflydelse på aktiviteterne. 

Samtidig vil projektet nu undersøge, hvordan de får skabt kontakt til børn og unge, som endnu ikke benytter eller har kendskab til til Kulturskolen. 

 “Kulturministeriets opbakning til projektets næste fase har kæmpe betydning for, at vi bliver endnu klogere på, hvordan vi får skabt kontakt til børn og unge, der ikke benytter sig af Kulturskolens tilbud,” fortæller leder af Skanderborg Kulturskole Julie Heebøll. 

Projektet Grib Kreativiteten – de unge skaber engagement henvender sig til børn og unge i alderen syv til tyve år, og som opdeles i tre aldersgrupper. Fra syv til elleve år, tolv til femten år og seksten til tyve år. 

Kilde: Skanderborg Kommune