BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Skanderborg Kommune søger en dygtig projektleder med erfaring inden for planlægning af større solcelle- og vindmølleanlæg. Vores byråd har en ambition om at etablere VE-produktion, der svarer til hele kommunens elforbrug, inden 2030. Det er et meget ambitiøst mål, som betyder så meget for vores byråd, at de i forbindelse med Budget 24-27 bevilgede en fast stilling til at bistå med realisering af opgaven, som supplement til vores dygtige planlæggere.
I vil være to dedikerede VE-planlæggere i et lille team, suppleret med planlæggere fra resten af Plan og Byudvikling i de travle perioder. Du kommer til at deltage i hele processen fra nye retningslinjer for solceller og vindmøller i kommuneplanen, over de indledende drøftelser om udvælgelse af konkrete VE-projekter, og til lokalplanerne med tilhørende miljøvurdering og § 25-tilladelse er endeligt vedtaget. Vi løser opgaverne med en helhedsorienteret tilgang, hvor samarbejdet med kommunens bygherrer, virksomheder og borgere samt internt med andre faggrupper har stor betydning. Du vil derfor også have en aktiv rolle i at samarbejde med vores Klimateam om at få VE-anlæggene til at give mest mulig værdi til lokalsamfundet i form af f.eks. etablering af energifællesskaber, bidrag til lokal fjernvarmeforsyning og brugen af Grøn Pulje. Det kan også være et tæt samarbejde med Landsbyfællesskabet, en organisation med repræsentanter fra alle kommunens landsbyer, om at tilpasse et konkret projekt, så det tilfører lokalområdet rekreativ værdi i form af skovbryn, stier, nye adgange ud i det åbne land og meget andet.
Vi er netop nu i gang med et tematillæg til kommuneplanen om strategisk placering af større solcelleanlæg og vindmøller, og arbejder på placering af en ny større transformerstation og flere konkrete solcelleprojekter. Vi har desuden en bunke ansøgninger vedr. sol/vind/biogas, som du sammen med en kollega vil blive ansvarlig for.
Foruden de konkrete kerneopgaver vil du skulle bidrage til at løse løbende ad hoc-opgaver af vidt forskellig karakter. Vi ser selvfølgelig på, hvilke konkrete kompetencer du har, som kan sættes i spil i den sammenhæng.
Vi har organiseret os i små, velfungerende teams, og holdet bag Plan og Byudvikling råder foruden byplanlæggere over erfarne og kompetente kollegaer, der varetager en række understøttende kerneopgaver, som f.eks. udsendelse af planforslag i høring, upload til plandata, praktiske forberedelser til borgermøder mm. Vi har et stærkt sammenhold på tværs af afdelingen og lægger stor vægt på et tæt kollegialt samarbejde, der samtidig sikrer, at alle kan tage styringen af projekter fra start til slut. Det betyder, at du aktivt deltager i de indledende drøftelser af konkrete projekter, formulerer indstillinger til de politiske udvalg, afholder borgermøder og undervejs i processen afvikler møder med relevante parter. Det er vores erfaring, at kontinuitet i opgaveløsningen giver både høj kadence og et job, som vi er glade for at møde ind til.
Din faglige profil
Den rette ansøger har kompetencer svarende til listen nedenfor, og du skal derfor gerne kunne nikke til følgende
- Du har en relevant uddannelse – og god erfaring med fysisk planlægning, særligt med kommuneplanlægning og VE-planlægning.
- Du er en dygtig projektleder og kan skabe fremdrift i større og ofte komplicerede tværfaglige projekter med mange interessenter.
- Du kan skabe resultater gennem forhandling, samarbejde og dialog med investorer, bygherrer og lokale borgere.
- Du er god til at sætte dig ind i behovene hos de forskellige målgrupper, du samarbejder med eller planlægger for.
- Du ser og handler på værdien af tværfaglige samarbejder – både i fagområdet og på tværs af organisationen med en helhedsorienteret tilgang til opgaveløsningen.
- Du er god til at kommunikere, både på skrift og i tale med både udviklerne, virksomhederne og borgerne.
Din personlige profil
Vi lægger især vægt på disse egenskaber hos vores medarbejdere
- Du er selvstændig og tager initiativ.
- Du er en stærk forhandler.
- Du er ansvarsfuld, opsøgende og handlekraftig.
- Du er god til at indgå i arbejdsfællesskaber og trives samtidig med at arbejde selvstændigt.
- Du tager fagligt og socialt ansvar på arbejdspladsen.
- Du er empatisk og imødekommende
Om fagområdet Plan, Teknik og Miljø
Plan og Byudvikling er en del af Plan, Teknik og Miljø, som består af fem afdelinger. De fire andre afdelinger er Vand og Natur; Klima, Veje og Mobilitet; Byggeri, Landskab og Miljø samt Entreprenørafdelingen.
Plan, Teknik og Miljø tæller ca. 150 medarbejdere. I Plan og Byudvikling er vi 14 medarbejdere. I fællesskab løser vi opgaven omkring Skanderborg Kommunes fysiske udvikling. Vi er en dedikeret afdeling, som værner om det gode arbejdsfællesskab i en travl hverdag.
Om Skanderborg Kommune
Skanderborg Kommune er en både attraktiv, landskabeligt smuk og velbeliggende kommune. Vi oplever stor vækst og interesse for at bygge, bo og drive virksomhed i kommunen, og forventer at runde 70.000 borgere i løbet af de kommende år. Det medfører et stadigt stigende behov for planlægning for boliger, institutioner og virksomheder.
Klimadagsordenen er politisk højt prioriteret, og det påvirker alle planopgaver, både direkte som f.eks. store solcelleparker og politiske krav til materialeholdning i nye lokalplaner, og indirekte som f.eks. ønsker om at gentænke mobilitetsstrukturer i nye byområder.
Under mottoet ”Mennesker møder mennesker” møder vi hinanden i øjenhøjde, med det mål at skabe velfungerende rammer for det gode liv og en balanceret vækst i kommunens byer og landsbyer, baseret på de forskellige steders særlige kvaliteter og DNA. Embedsværket arbejder løsningsorienteret, og ambitionen er at møde bygherrer med kreativ dialog om muligheder gennem konstruktive løsningsforslag.
Det formelle
Har du spørgsmål til stillingen
Er du interesseret og har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte leder Marianne Galsgaard på telefon 20 25 83 53, eller planlægger Iben Hundebøl på telefon 87 94 77 54.
Du kan læse mere om os på www.skanderborg.dk
Forventet tiltrædelse 1. marts 2024 eller efter aftale. Løn og ansættelsesforhold følger gældende overenskomst og kvalifikationer.
Stillingen er på 37 timer pr. uge, og din arbejdsplads vil være Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg.
Der er tale om en fast stilling.
Ansøgning
Vi skal have din ansøgning og relevante bilag – inklusive CV, eksamensbevis og eventuelle anbefalinger – senest torsdag den 11. januar 2024 kl. 23.59, hvor ansøgningssystemet automatisk lukker. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler torsdag den 18. januar 2024.
I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Skanderborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Plan og Byudvikling, Skanderborg Fælled, 8660 Skanderborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 11-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5957242