Fysioterapeut i Skanderborg Kommune
Distrikt Skanderborg søger ny kollega. Er du uddannet fysioterapeut, og kan du se dig selv arbejde i et tværfagligt team, så skal du til tasterne nu.
Vi søger en kollega, som har lyst til at arbejde rehabiliterende med fokus på borgernes kompetencer, håb og drømme, så vi, sammen i teamet, støtter borgerne i at nå deres mål.
Alle vores teams består af SSH, SSA, sygeplejersker, ergo- eller fysioterapeut og en leder. Du skal være den ansvarlige terapeut i team Højvangen.
Dine arbejdsopgaver som fysioterapeut ligger inden for SEL §86.1 genoptræning og §86.2 vedligeholdelsestræning, enten individuel eller på hold. Udover det skal du eller en sygeplejerske være forløbsansvarlige på de §83a SEL forløb, vi har i teamet.
Vi visiterer selv vores borgerforløb og tilretter ydelserne i forhold til den enkelte borgers behov.
I teamet bliver dine arbejdsopgaver at være deltagende på vores faste møder, morgenmøde, teammøder og vores tværfaglige møder. Her drøfter teamet de borgerforløb, hvor der er brug for faglig sparring og kompetenceudvikling. Det være sig både i teamet og i samarbejde med borgerne og dennes netværk. På de ugentlige tværfaglige møder deltager visitationen for plejen og teamets leder. På den måde sikrer vi en bedre og kortere beslutningsproces, således at vores borgerforløb ikke går i stå. Vi har opstartet et nyt rehabiliteringskoncept, hvor der er fokus på tidlig opstart, løbende justeringer og målrettede indsatser. Således bliver der støttet op om borgerens håb og drømme, og forløbene starter indenfor 48 timer. Det er teamets terapeut eller sygeplejerske, der er tovholder på alle forløbene.
I Distrikt Skanderborg har vi fokus på udvikling, derfor har vi møder både sammen med borgerne, i teamet og monofagligt. Derved sikrer vi, at vi er klædt fagligt stærkt på, når vi står i de konkrete forløb.
Terapeutfagligt bliver du en del af et team bestående af 3 fysioterapeuter og 2 ergoterapeuter.
Vi søger en fysioterapeut, der ønsker at indgå i vores team med godt humør, positiv energi, en høj grad af faglighed og med lyst til at udfordre og at blive udfordret. Du er en ambitiøs fysioterapeut, der ser værdi i at trives i det tværfaglige arbejde, og i dette felt formår at lære fra dig og arbejde selvstændigt. Vi skal hele tiden tænke smartere og med velfærdsteknologiske løsninger, så hvis du samtidig har interesse og erfaring med f.eks. skærmtræning, så er det et plus.
Når du starter hos os, laver vi et introprogram, således at du bliver klædt på til dine opgaver. Du vil have følgedage med dine terapeutkolleger, blive introduceret til både kommunen og vores distrikt, samt blive lært op i vores dokumentationssystem Cura.
Stillingen er som udgangspunkt på 25 timer/ugentligt.
Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst for selvtilrettelæggende fysioterapeuter.
Vi afholder samtaler d. 26. februar om formiddagen, med henblik på at du kan starte den 1. april, evt. før om muligt. Skriv gerne i din ansøgning, hvis du har et ønske om et bestemt tidspunkt for samtalen.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte fysioterapeut i distriktet Julie Mikkelsen på telefon 21 33 23 26 eller leder for terapeuterne i Distrikt Skanderborg; Christina Høy Olrik på telefon 23 43 71 37 (er dog på ferie i uge 8)
Vi ser frem til at modtage din ansøgning og glæder os til at lære dig at kende.
I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Skanderborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Sygeplejen og Terapeuterne Skanderborg, P. B. Lunds Vej, 8660 Skanderborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 24-02-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/4ccc147b-f397-4ab6-b288-3bc8a9c4a553