Sebastian tog sejren i Skanderborg

Profilbillede
dato

Interesserer du dig bare en smule for politik, kunne du helt sikkert heller ikke lade være med at følge med da optællingen af byrådskandidaterne i Skanderborg skulle gøres op. 

På Restaurant Fælled i Skanderborg sad alle de fremmødte i spænding og ventede på, hvilke navne der ville dukke op på storskærmen. Her skulle de kommende 29 byrådsmedlemmer nemlig inden længe blive offentliggjort.

En af de spændte fremmødte er Sebastian Støckler fra Venstre. Han er en af de mange byrådskandidater, som har stillet op til dette års kommunalvalg, og som derfor også håber på at blive valgt ind.

Pludselig dukker navnene op på skærmen, og til stor ærgrelse er Sebastians navn ikke at finde blandt de syv mandater. 

Det er derfor også en lettere slukøret Sebastian der, efter en nervepirrende eftermiddag, lægger sig til at sove senere på aftenen. Næste dag skal det dog vise sig, at der lader til at være to kandidater, der fortsat kæmper om det syvende mandat. Til Sebastians store overraskelse er der tale om ham selv samt hans ven Anders Laugesen.

Efter fintællingerne er blevet opgjort, står det trods et tæt løb, nu helt klart - Sebastian tog sejren. Det er derfor også en meget lettet og glad Sebastian Støckler, der straks efter ringer til familien for at fortælle om det gode valgresultat. 

Ung byrådskandidat med visioner

Som nyt byrådsmedlem er der tre emner, der især betyder meget for Sebastian. Her nævner han som noget af det første, at han vil gøre sit for at få mere borgerinddragelse på dagsordenen. Derudover synes han også, at flere unge skal komme på banen og dermed få en indflydelse på samfundet. Sidst men ikke mindst går Sebastian ind for, at kerneydelserne skal øges over hele kommunen.

Eventuelle politiske holdninger og meninger i dette portræt tilhører kandidaten og er derfor ikke et udtryk for redaktionens holdning og mening
Kilde: Horsens Folkeblad