Skanderborg Kommune sælger den eftertragtede museumsgrund på Adelgade 5 med direkte adgang til Lillesø. Deadline for at byde på den unikke ejendom er den 31. maj kl. 12.00.
Mangler din virksomhed en unik placering? Er du projektudvikler? Eller er du bare træt af 750 m2 i villakvarteret?
Så har du nu mulighed for at byde på den gamle dommergård på Adelgade 5 - en unik, historisk ejendom i Skanderborg. Den ældre bygning har rødder helt tilbage til år 1730.
Grunden er på hele 5.477 m2 og har adgang direkte til Lillesø samt udsigt til Skanderborg Sø.
Den ikoniske ejendom i bybilledet har huset byens dommergård og senere hen Museum Skanderborg. Senest har stedet fungeret som vaccinationssted.
Minimum 10 mio. kr.
Ejendommen kan anvendes til erhvervsdomicil, liebhaverhjem eller evt. opdeles i flere boliger. Det kan også være en kombination af forskellige anvendelser.
Den sælges til bevaring, og der kan ikke forventes tilladelse til nedrivning. Køber vil inden overtagelsen skulle udarbejde en lokalplan for ejendommen i samarbejde med Skanderborg Kommune.
Projektet udbydes til en minimumspris af 10 mio. kr, og buddet skal falde senest den 31. maj kl. 12.00.
Buddet skal dertil også indeholde en beskrivelse af, hvilke formål køber ønsker at anvende grunden og bygningerne til. Buddet vil blive vurderet dels på pris, dels på beskrivelse af formål, med en vægt på 50/50.
Du kan læse mere om købsmulighederne her.