Banedanmark er nødsaget til at udskyde genåbningen indtil 2025, fordi ingen af buddene i byggeriet af Stilling Station lever op til kravene.
Det betyder, at pendlere må vente indtil 2025 til at kunne bruge den nye Stilling Station.
En beslutning Transportminister Benny Engelbrecht ærgrer sig over.
"Jeg er utilfreds med, at det har været nødvendigt at udskyde projektet med genåbningen af Stilling Station. Projektet har været i udbud, men der er ikke kommet nogen bud, der levede op til kravene. Der er derfor ikke andet valg, " siger Benny Engelbrecht.
Borgmester Frands Fischer vil holde partierne på Christiansborg op på at finde en løsning snarest muligt.
“Genåbningen af Stilling Station er hjerteblod for os i Skanderborg Kommune. Det er frustrerende for de mange borgere og medarbejdere, der arbejder hos virksomhederne i området, at de skal vente yderligere på at få den togforbindelse. En forbindelse som de er stillet i udsigt til og har kæmpet for i årtier. Jeg har sagt til Transportministeren, at vi har en klar forventning om, at udbudsprocessen hurtigt kommer på skinner igen, så vi får en løsning i Stilling. Det er min klare forventning, at ministeren og de øvrige partier på Christiansborg, som står bag beslutningen om genåbningen, arbejder på at undgå yderligere forsinkelser,” siger Frands Fischer.
Fakta om Stilling Station
- Sidste gang et tog gjorde holdt ved Stilling Station var i 1979.
- Fra Stilling kører tog mod Aarhus H og mod Herning/Skjern via. Skanderborg.
- Det vurderes, at passagergrundlaget vil være ca. 400 påstigninger pr. dag i 2027.
- Læs mere om byggeriet af den nye Stilling Station her