Staten giver 6,1 millioner til cykelsti fra Virring til Stilling

Projektet omfatter etablering en 3,6 km dobbeltrettet sti mellem Virring og Stilling. Billedet her viser Virringvej med retning mod Stilling. (Foto: Skanderborg Kommune)
Profilbillede
dato

Forligskredsen bag infrastrukturaftalen har bevilget i alt 200 millioner kroner til 39 forskellige cykelprojekter på tværs af landet. Skanderborg Kommune får 6,1 mio. kr. til strækningen fra Virring til Stilling.

Projektet, som Skanderborg Kommune har søgt om tilskud til, omfatter en dobbeltrettet sti på 3,6 km, der forbinder landsbyen Virring med Stilling og Skanderborg. 

Den nye cykelsti etableres langs den nordlige side af Virringvej og tilsluttes det eksisterende stinet i Stilling.

I den vestlige del af Virring – der hvor den eksisterende dobbeltrettede sti i dag slutter – etableres et fartdæmpende helleanlæg, så det bliver mere sikkert at krydse vejen. 

Den nye cykelsti vil øge antallet af cyklister ved at forbinde de 1.050 indbyggere i Virring med Stilling/Skanderborg. Borgerne i Virring får mulighed for at cykle til den kommende togstation i Stilling, gymnasiale uddannelser på Campus Skanderborg, Fælleden, indkøb, idrætsaktiviteter og kulturliv i Skanderborg. 

Det forventes, at cykeltrafikken kan øges fra 25 til 100 daglige cykelture. Motionscyklister forventes desuden at benytte strækningen hyppigere.

Skanderborg Kommune har afsat i alt 31 mio. kr. til at lave cykelstier for de kommende år. 

Anlægsprojektet har et samlet budget på 12,2 mio. kr. kr. Projektet forventes at gå i gang ved udgangen af 2022. Den 3,6 km lange cykelsti forventes at stå færdig i 2024.

Kilde: Skanderborg Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.