Syv aktiviteter til din efterårsferie i Skanderborg

Profilbillede
dato

Efterårsferien står lige for døren og mange børnefamilier skal til at finde aktiviteter, som kan holde børnene underholdt, mens forældrene måske stadig skal på arbejde.

Heldigvis, så har Skanderborg Kommunes Kulturhus gjort en kæmpe indsats for at gøre ferien en smule mere spændende for både børn og voksne. Her er syv aktiviteter, som I kan bruge ferien på.

14.-30. Oktober - biograftur, Boss Baby

Fra den 14. til den 30. oktober kan I besøge Kulturhusets biograf for at se den nye film “Boss Baby 2 - Det bliver i familien.” Filmen er for både børn og voksne og handler om to brødrer Tim og Ted og datteren Tabitha. 

Filmen har det samme vilde, sjove og surrealistiske univers, som man så i den første “Boss Baby” film, så I kan glæde jer til et brag af en film.

16.-31. Oktober - biograftur, Forsvundet til Halloween

Her er endnu et brag af en familiefilm - dog helst til dem over 7 år. Men det er en film, som er fyldt med alt det, der giver et godt gys til Halloween.

I “Forsvundet til Halloween” følger man søskendeparret Asger og Petra, der traditionen tro skal holde halloween sammen med deres nabo Esther. Men dette år er alting anderledes, end det plejer. Asger og Petra har for nyligt mistet deres far, og det er nu første halloween uden ham.

Husk popcornene til denne (u)hyggelige halloween film - og husk en udklædning!

18. oktober - Klovnen Tapé

På den 18. oktober klokken 11 kan du møde Klovnen Tapé i Skanderborg Kulturhus. Det kræver en billet pr. person, som koster 50 kr.

På Kulturhusets hjemmeside kan man læse følgende om arrangementet:

Klovnen Tapé er ikke kun en klovn, men kombinerer klovnerierne med jonglering, artisteri, slangemenneske-kunster og musikalske klovnerier. 

Klovnen Tapé folder sig ud med guitarspil med noderne balancerende på panden, operamusik på kobjælder, tårnhøje balancer, dressur med (næsten) ægte vaskebjørn og ikke mindst et “benene på nakken-nummer”. 

Det bliver en festlig forestilling for hele familien.

Bag næsen finder man mimeren, artisten og klovnen Henrik Rasmussen. 

18. og 19. oktober - Skak for alle 

Hvis du altid gerne have villet prøve at spille skak, så har du muligheden nu. Skanderborg Skakklub giver nemlig gratis skakundervisning i efterårsferien. Her vil undervisningen primært henvende sig til børn i alderen seks til 14 år, men alle er velkomne. 

Undervisningen afvikles som en workshop over to dage og foregår i Nedre Foyer i Kulturhuset. Hele workshoppen vil være gratis for alle.

19. oktober - Palle Pirat

Nu får du og hele familien muligheden for at møde en vaskeægte pirat i det 45 minutter lange Halloweenshow for hele familien.

På Kulturhusets hjemmeside kan du læse følgende om forestillingen, som kun koster 50 kr. pr. person:

I denne særlige udgave af Palle Pirat Show, kan du nemlig opleve de to pirater Benni Rabalder og Bob Bullermand i en uhyggelig, men morsom forestilling.

Benni Rabalder mener selv han er meget modig, men hvorfor er han så bange for uhyggelige lyde? Og hvorfor tør han ikke åbne skattekisten? Og kan publikum gøre ham forskrækket? Og hvad gemmer der sig bag de røde klæder på scenen?

Palle Pirat har udgivet ni albums og spillet utallige koncerter over hele landet på både store og små spillesteder og har gennem årene arbejdet sig op og er nu etableret sig som en af landets mest kendte børneshows. Altid med et forrygende humør, show, festlige kostumer og kvalitetsmusik, som både børn og voksne holder af.

I Halloweenshowet får man de mest kendte numre fra Palle Pirat at høre, herunder kendingsmelodien ”Klar! Pirat! Start!” samt et par nye uhyggeligt spændende Halloween-numre.

Det er Benni Rabalder (Nils Harbo) og Bob Bullermand (Anders Bøgelund) der står for løjerne. Begge er rutinerede professionelle musikere, der har en alsidig baggrund som skuespillere og entertainere i det københavnske musik og teatermiljø.

Palle Pirat er et af Danmarks mest populære familieshows og når Palle Pirat optræder, er der altid noget at hente med hjem for både far, mor, bedstemor og børnebørn.

20. og 21. oktober - Lego for alle

Den 20. og 21. oktober fra klokken 10-15 kan du sammen med hele familien komme til Skanderborgs største Lego event. Der er ingen tilmeldning, du kan bare møde op - og arrangmentet er for alle aldersgrupper.

Kom og byg højt, lavt, stort og småt - kun fantasien sætter grænser for, hvad du og familien kan få kreeret på denne dag.

Undervejs i løbet af dagen tages der billeder af alle de byggede værker og der gives til slut en lille pris for det bedste.

Dagene sluttes af med en Lego mode udstilling.

22. Oktober - Fyrtøjet

Den 22. oktober kan du se Fyrtøjet sammen med hele familien. Forestillingen henvender sig især til børn i alderen 4-9 år og deres forældre. Forestillingen varer 45 minutter og kræver en billet til 50 kr.

På hjemmesiden skrives følgende om forestillingen:

Fyrtøjet – eller hvordan bedstefar fik prinsessen og det hele kongerige.

Mini-Figaros tager H.C. Andersens kendte eventyr Fyrtøjet under kærlig behandling i en både eftertænksom og humørfyldt musikalsk fortælling. Med det kendte eventyr som omdrejningspunkt, tager historien en ny vending, når Figaros leger med figurer, historier, livets udfordringer og musikalske genrer.

Bedstefar har haft et eventyrligt liv, og han er rigtig god til at fortælle historier om det. Da Emma var lille, elskede hun at høre bedstefar fortælle. Især om hvordan han og bedstemor fandt hinanden for længe siden. Men da hun blev større, begyndte hun at stille spørgsmål: Var det egentlig bedstefars sang, som overbeviste bedstemor? Og kan det virkelig passe, at bedstemor var en rigtig prinsesse? Emma kom i tvivl, og som tiden gik, holdt bedstefar op med at fortælle. Nu er bedstefar ked af det, for han er blevet alene og savner bedstemor. Og Emma er blevet svigtet af sin veninde og har også selv brug for lidt opmuntring. Måske kan Emma få bedstefar til at fortælle sine historier igen, så de begge får humøret tilbage.

Hvem ejer historierne når vi leger, og må man godt selv bestemme, hvor grænsen går mellem fantasi og virkelighed? Og hvordan kan vi bedst hjælpe hinanden, når livet bliver svært?

Musikken er velklingende og tilgængelig, men samtidig fuld af finurlige detaljer for enhver, som holder af musikken som medfortæller.

Medvirkende: Mariann Mikkelsen, Hans Dueholm og Branko Djordjevic

Køb billetter til alle arrangementerne lige her, og læs mere omkring det hele lige her.

Kilde: Redaktionen