Det er netop offentliggjort, at The Army Painter er løbet med sejren om at have gennemført den bedste digitale omstilling blandt et stærkt felt af indstillede virksomheder.
Hvert år hylder Erhvervsstyrelsen de bedste virksomheder for at inspirere de næste til at udnytte de muligheder, der ligger i at digitalisere hele eller dele af sin virksomhed. Det kan nemlig skabe imponerende resultater – og det er netop, hvad der er sket hos The Army, som sprøjter specialmaling fra fabrikken i Skanderborg ud til spil-glade børn og voksne i hele verden.
Det at male figurer er Bo Penstofts store passion i livet – og ifølge ham selv, det fedeste han ved. I 2007 startede han The Army Painter, hvis primære forretningsområde er maling til tinsoldater – og han har mildt sagt forvandlet sin hobby til en særdeles solid forretning. Han har skabt et brand i en nørde-niche og fået spil-entusiaster i hele verden til at foretrække specialmaling fra The Army Painter til deres figurer fra Star Wars og Dungeons og Dragons spil.
Virksomheden fra Skanderborg har siden 2007 haft sømmet i bund, når det gælder digital omstilling:
Da vi startede i 2007, var vi voldsomt analoge. Vi gjorde alting ved håndkraft. Vi sad ved påfyldningsstationer, hvor vi manuelt fyldte malinger på, og da vi først fik vind i sejlene med vores produkter i udlandet, havde vi ikke anden mulighed end at begynde at kigge andre veje – og det var digitalisering,” siger direktør Bo Penstoft.
Siden har virksomheden fået lavet fire maskiner, der har været med til at øge produktionskapaciteten. Hvor virksomheden førhen producerede 1000 produkter per person om dagen, producerer virksomheden nu 1500 færdige produkter per person i timen og i alt 1,5 millioner produkter om måneden.
The Army Painter sælger specialmaling til figurer og tinsoldater // Foto: Privat.
Digitaliseringen af produktionen har været med til at gøre det muligt for The Army Painter at lancere sine produkter på Amazon:
”En af de udfordringer vi havde var, at vi allerede var repræsenteret på Amazon, men af andre end os selv. Så det så rent ud sagt horribelt ud! Vi nedsatte derfor en taskforce i marketingafdelingen, der arbejdede et helt år med at finde ud af, hvilken produktpræsentation Amazon ville have. Vi kiggede på tekst, video, søgeord, uddybende spørgsmål – det gjorde vi for alle vores produkter,” siger Bo Penstoft.
I dag har virksomheden tre medarbejdere, der alene sidder med Amazon, og virksomheden har de sidste par år haft skyhøje vækstrater. Det skyldes i høj grad det strategiske arbejde med at sælge digital via platformen Amazon.
The Army Painter fordoblede sin omsætning i 2020, og på kun otte måneder ansatte virksomheden 52 medarbejdere for at kunne følge med væksten og gik på den korte tid fra at være 20 til 72 ansatte.
I Erhvervshus Midtjylland er man stolte over at vinderen for andet år i træk er en midtjysk virksomhed:
”Netop i disse tider viser en virksomhed som The Army Painter vejen for mange virksomheder. Digitalisering og herunder især salg via online markedspladser kan for mange være en fremtidsvej. Og The Army Painters målrettede og intensive arbejde viser, at man meget hurtigt kan se en effekt, der tydeligt afspejles på bundlinjen,” siger Erik Krarup, direktør for Erhvervshus Midtjylland.
Evita Rosdal, forkvinde for SMV:Boardet, overrakte i dag prisen til Bo Penstoft fra The Army Painter. I alt har tre virksomheder dystet om prisen for Årets Digital SMV:Omstilling 2021. Foruden The Army Painter var BCM Transtech fra Fyn og Fresh.land fra København også i finalen om prisen.
Læs mere om The Army Painter på deres hjemmeside her.